Det norske kongepar er tidligere blevet beskyldt for racisme af deres datters, prinsesse Märtha Louises ægtefælle, Durek Verrett. Nu omhandler racismeanklagerne også en hændelse i det danske kongehus.  

Det sker i dokumentaren 'Rebel Royals', der udkom tirsdag i denne uge på Netflix. Den omhandler ægteparrets kontroversielle kærlighedshistorie. 

I dokumentaren fortæller Durek Verett, at han blandt har været udsat for en racistisk hændelse under en kongelig middag i Danmark. Det skriver norsk TV 2.

Situationen udspillede sig, da en af gæsterne angiveligt spurgte ham, om hans familie var fra Afrika, og fik at vide, at personerne på væggene havde gjort hans familie til slaver. Dertil spurgte gæsten ham 'Hvordan føles det?, forklarer han.

Historielektor ved Københavns Universitet, Sebastian Olden-Jørgensen, mener dog ikke, at Durek Verretts udtalelse skal tages for gode varer. 

»Dette er en ekstremt upræcis påstand. En uspecificeret middag på et uspecificeret tidspunkt i et uspecificeret rum, hvor der angiveligt hænger kongelige portrætter, hvor en anonym person stiller et meningsløst spørgsmål, for hvordan kan man påstå, at “alle disse mennesker” slavebandt Durek Verrets familie? Det er meget svært at tage dette alvorligt, og som historiker må jeg sige, at troværdigheden er lav,« siger han blandt andet til norsk TV 2. 

Norsk TV 2 har gentagende gange bedt det danske kongehus om en kommentar på Durek Verretts udtalelser, men de har ikke svaret på henvendelserne, skriver mediet.