Visse ting i hjemmet kan gøre skade på din krop, og derfor bør du smide dem ud.

Det advarer en fremtrædende læge fra universitetet Harvard i en TikTok-video, som er blevet set over 8.000 gange.

Hans navn er Saurabh Sethi, og ifølge Daily Mail er han gastroenterolog, hvilket betyder, at han beskæftiger sig med mave-tarm-sygdom.

Én af de ting, som ifølge lægen kan være skadelige, er et plastik-skærebræt.

Det er fordi, at det kan afgive små plastikpartikler, som kan havne i maden, lyder forklaringen.

Risikoen vokser over årene, som man bruger brættet.

Doktor Sethi foreslår i stedet, at man bruger et skærebræt af træ eller bambus.

En anden ting, som lægen advarer mod, er non-stick-pander, som har fået ridser i belægningen.

Forklaringen lyder her, at ældre non-stick-pander ofte indeholder stoffet PFOA, som er vurderet til at være kræftfremkaldende.

Nyere non-stick-pander er typisk PFOA-fri, siger lægen, men alligevel advarer han mod at bruge dem, hvis de har ridser. Det skyldes, at de, ligesom plastik-brædderne, kan afgive små partikler.

I stedet bør du ifølge doktor Sethi bruge pander af rustfri stål eller støbejern eller keramiske pander.

Lægen advarer også mod »almene duftlys«. Han hævder, at mange af disse indeholder ftalater, som er blevet vurderet til at kunne påvirke hormoner og forplantningsevne.

I stedet kan man bruge stearinlys af kokos, bivoks eller duftfri soyalys.