Det er ikke noget særsyn at se eventyren Mikkel Beha og sønnerne på skærmen på TV 2.

Men nu har yngstesønnen Alfred Midé Erichsen sagt ja til et tv-program, resten af familien har afslået: 'Vild med dans'.

»Det er ikke nogen overraskelse, at jeg ikke er den første, der bliver spurgt, men jeg er den første, der siger ja,« forklarer Alfred Midé Erichsen med et grin.

Normalt kan han og far Mikkel Beha Erichsen, mor Marian Midé Erichsen og brødrene Emil og Theis Midé Erichsen ses på TV 2 i deres populære 'Kurs mod'-serie, hvor de rejser verden rundt til søs.

Emil og Alfred Midé Erichsen sammen med far Mikkel Beha i 'Den sidste breddegrad'.
Emil og Alfred Midé Erichsen sammen med far Mikkel Beha i 'Den sidste breddegrad'. Foto: Bermuda/TV 2
Vis mere

Men at kaste sig ud på dybt vand og lære at danse for rullende kameraer har alligevel været for stor en mundfuld for de andre familiemedlemmer.

»Helt personligt ville jeg jo synes, det havde været sjovt, hvis min far eller mine brødre havde været med,« indvender Alfred Midé Erichsen.

Der er dog god grund til, at han som den eneste i familien har takket ja til 'Vild med dans'.

»Det er ikke fordi, de andre er sådan sindssygt forfængelige, men jeg er bare virkelig ikke særligt forfængelig, så det gør mig ikke noget at ligne en tosse på et dansegulv, så længe jeg har det sjovt med det,« forklarer Alfred Midé Erichsen.

Alfred Midé Erichsen har fået Camilla Dalsgaard som dansepartner, når sidste sæson af 'Vild med dans' løber over skærmen til efteråret.
Alfred Midé Erichsen har fået Camilla Dalsgaard som dansepartner, når sidste sæson af 'Vild med dans' løber over skærmen til efteråret. Foto: Krestine Havemann/TV 2
Vis mere

»Det handler også bare om at udfordre mig selv og se, hvor meget jeg kan rykke mine egne grænser, og det er et sted, jeg virkelig kan rykke mig selv,« uddyber han.

Det skorter dog bestemt ikke på opbakningen fra tv-familien, forsikrer yngstesønnen.

»De synes bare, det er fedt og sjovt og vildt, at jeg tør,« fortæller Alfred Midé, der da også forventer at få familien forbi dansestudiet.

Igennem tiden har et væld af kendisser da også takket pænt nej tak til 'Vild med dans'. Se den store liste HER.