Udover at Viborg-spilleren Mees Hoedemakers formentlig var slemt skuffet over at have tabt til rivalerne fra FC Midtjylland, fik hollænderen sig også en anden ubehagelig overraskelse efter slutfløjt.
Her kom hans kone og to-årige datter flygtende ind på banen til ham – begge to i tårer.
Under kampen var de begge blevet ramt af øl, der ifølge Bold blev kastet fra Viborg-afsnittet og over på det FCM-afsnit, hvor midtbanespillerens familie sad.
Efter opgøret bekræftede cheftræner Nickolai Lund hændelsen, som, han mener, er »under al kritik.«
»Jeg synes, at det er så dårligt. Jeg synes, at det er en kæmpe katastrofe og en falliterklæring af fansene, at man ikke kan lade en spillers kone og to-årige datter være,« siger cheftræneren til Bold.
Mediet har været i kontakt med FC Midtjyllands sikkerhedschef, der ud fra videomateriale kan konkludere, at øllene rigtig nok blev kastet fra udebaneafsnittet.
Inden rivalopgøret trak Viborg-fansene også overskrifter, da en 79-årig kvinde blev ramt af et kanonslag, som blev kastet efter det busskur, hun befandt sig i.
Efter kampen, der endte 2-0 til hjemmeholdet fra FC Midtjylland, kunne fans fra de to rivaliserende klubber heller ikke holde sig udenfor ballade, og politiet så sig ifølge Bold nødsaget til a trække stave mod FC Midtjylland-fansene.