Efter 32-års søgen efter sin kidnappede søn var Li Jingzhi næsten ved at miste modet og opgive eftersøgningen. Men i maj fik hun pludselig et opkald, som hun havde ventet på i mere end tre årtier.

Det skriver BBC.

I oktober 1988 forsvandt sønnen, Mao Yin, der var knap tre år gammel. Li Jingzhi var ikke hjemme. Hun var på forretningsrejse et andet sted i Kina. Under rejsen modtager hun pludselig en besked fra sin kollega.

Hun skal komme tilbage straks!

Li Jingzhi fulgte uvidende ordren og skyndte sig retur til byen Xi'an, hvor familien boede. Her blev hun mødt med en forfærdelig nyhed. Hendes eneste barn, sønnen Mao Yin, var forsvundet.

»Jeg blev fuldstændig tom. Jeg troede, at måske var han bare væk. Jeg troede ikke, at vi ikke ville finde ham igen.«

Faderen til sønnen havde hentet Mao Yin fra børnehave, og på vej hjem var de stoppet ved et hotel for at få noget vand. Her havde han ladet Mao Yin ude af syne i et til to minutter - og pludselig var han væk.

Familien forventede, at nogle søde mennesker vil bringe ham til politistationen. De regnede ikke med, at en forbrydelse havde fundet sted. Men efter en uge, havde de stadig ikke fundet sønnen, og situationen blev mere alvorlig.

De gik i gang med en større eftersøgning og satte 100.000 flyers op med efterlysningen af deres søn. Men det hjalp ikke, og Li Jingzhi var knust.

På dette tidspunkt var kidnapning af børn i Kina et stort problem. Landets et-barns-politik blev nemlig introduceret små ti år forinden. Her måtte par i byerne kun få et barn. Boede man i provinsen måtte man også kun få et barn, med mindre det første barn var en pige, så måtte man godt få et til.

Denne politik, mener man, har været med til at forøge kidnapning af børn i Kina. Specielt af drenge.

Li Jingzhi eftersøgte sin søns forsvinden hver weekend år efter år. Men som årene gik, blev håbet for at finde Mao Yin mindre og mindre.

Men den 10. maj i år, 32 år efter Mao Yins forsvinden, modtog Li Jingzhi det længe ventede opkald fra politistationen i byen.

Politiet havde fået nys om en mand, der var taget fra byen Xi'an som barn. De fik herefter fat i et billede af ham som voksen, og gennem ansigtsgenkendelse fandt de frem til, at det godt kunne være Mao Yin.

Flere DNA-tests bekræftede efterfølgende, at den voksne mand og Li Jingzhi var mor og søn.

Otte dage senere mødtes de igen.

Li Jingzhi var utrolig nervøs for, hvordan mon hendes søn vil modtage hende. Vil han acceptere hende? Vil han genkende hende? Har han glemt hende?

Heldigvis for Li Jingzhi var gensynsglæden stor. De mødtes på politistationen, og da Mao Yin så sin mor, råbte han 'MOR' og løb hen i armene på hende.

Familien var forenet.

Senere hen fandt de ud af, at Mao Yin var blevet solgt til et barnløst par i naboprovinsen et år efter, han var blevet bortført.