Nordjyllands Politi gjorde et vildt fund, da de torsdag rykkede ud til en adresse i Skagen.

Ordensmagten havde fået et tip om at se nærmere på en 16-årig drengs hjem. Noget, der i den grad gav pote.

Politiet fandt nemlig 1515 kanonslag. Det fortæller DR.

»Det er ganske alvorligt. Det er ikke særlig tit, vi finder så mange kanonslag hos nogen,« siger politikommissær Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi til mediet.

Han fortæller, at straffen for at besidde et kanonslag minimum udløser en bøde på 5.000 kroner.

Men da der i denne sag er tale om et betragteligt antal, skal det vurderes, om en bødestraf er tilstrækkelig, eller om fængsel kan komme på tale, oplyser han.

Peter Skovbak fortæller til Nordjyske, at politiet ikke kan fortælle, hvor den 16-årige har de mange kanonslag fra. Men han har ikke lavet dem selv.

Kanonslagene er nu i politiets varetægt.