Opdateret klokken 17.01: Personen bag bombetruslen er identificeret og fundet.

En omfattende bombetrussel har mandag floreret på det sociale medier Twitter.

Her truede en anonym person med brugernavnet Ma76874983 med at detonere flere bomber i København.

'Der er placeret 5 bomber rundt i storKøbenhavn, de går af klokken 20 i aften. Find mig, hvis I vil nå at stoppe det. MM,' lyder det i Twitter-opslaget.

Truslen blev delt på en række forskellige Twitter-profiler tilhørende kendte danskere og profiler tilhørende Københavns Politi, PET og Rigspolitiet.

Københavns Politi blev hurtigt bekendt med truslen.

'Vi er bekendt med, at der florerer en enslydende bombetrussel på en række sociale medier fremsagt af en anonym profil. Vi efterforsker p.t. sagen og har ikke yderligere på nuværende tidspunkt,' lød det i et kortfattet tweet.

Politiet var efterfølgende ude at proklamere alvorligheden af den igangværende bombetrussel.

'Vi arbejder stadig på at finde frem til, hvem der har udsendt de anonyme trusler på en række sociale medier. Det er en yderst alvorlig sag at fremsætte en bombetrussel – også selvom en sådan er fremsat i spøg,' skrev Københavns Politi i opslaget på Twitter.

Ved 17-tiden mandag kunne politiet fortælle, at de havde fundet manden bag den omfattende bombetrussel.

'Afsenderen af de tidligere omtalte bombetrusler er nu identificeret. Det drejer sig om en psykisk syg person, som allerede er indlagt og i behandling,' lyder det fra Københavns Politi i et Twitter-opslag.

I forvejen er Danmark i forhøjet terrorberedskab. B.T. følger sagen.

Ved du noget? Så send en mail til 1929@bt.dk.