En mand er afgået ved døden efter en alvorlig trafikulykke på Roskildevej ved Ringsted torsdag formiddag.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Torsdag morgen bekræftede Midt- og Vestsjællands Politi ulykken over for B.T.

»Uheldet skete omkring klokken 7.55, hvor en lastbil og en personbil stødte sammen,« siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard og tilføjede:

»Der er tilkaldt en bilinspektør for at lave undersøgelser på stedet, og det gør vi kun, når der er tale om et alvorligt uheld.«

Klokken 10.18 oplyste politiet på Twitter, at en mandlig fører af personbilen er bragt til sygehuset. Han er nu død af de kvæstelser, han pådrog sig i ulykken.

Føreren af lastbilen, som er en grisetransport, er uskadt.

Ulykken skete på Roskildevej rute 14 ved Slettebjergvej mellem Egemose og frakørsel mod Jystrup.

Vejen var som følge af uheldet spærret i begge retninger.

Politiet oplyser dog, at vejen igen er åbnet for trafik i begge retninger.

Der var som følge af afspærringen opstået lang kø i begge retninger, som det dog ifølge P4 Trafik går forholdsvist hurtigt med at få afviklet.

Uheldet er sandsynligvis sket ved venstresving ind foran den modkørende lastbil.