Unge 2. generations-indvandrere gik søndag aften amok i et orgie af hærværk på det indre Nørrebro i København. Politiet mener, det har tilknytning til den igangværende konflikt mellem indvandrere og rockere. 25 biler blev smadret, og flere butiksruder fik en hilsen med på vejen.

- De har smadret min bil, og de har lavet hærværk mod adskillige andre biler. Og de har knust ruder her. Jeg er fortvivlet. Det er unge indvandrere igen, får det aldrig en ende, lød det fra Anita Groth fra Jægersborgade på Nørrebro, der var centrum for urolighederne.

Politiet mener ikke, at aftenens urolighederne var en enkeltstående begivenhed

- Vi ser det som mere end bare en tilfældighed. For gaden er kendt for at være et sted, hvor AK 81 (Hells Angels´ unge kumpaner) sidder på en del af hashsalget, siger central vagtleder fra Københavns politi, John Hansen.

Det lykkedes ikke for politiet at anholde nogle af unge indvandrere, hvilket John Hansen heller ikke ser som en tilfældighed.

- Det må have været planlagt, for de var væk på 5 minutter.

I Jægersborggade har flere kendte medlemmer af Hells Angels også deres private bopæl.