Kevin Magnussen er ikke den mest aktive Formel 1-kører på de sociale medier. Snarere end af de mest stille.

»Jeg poster noget, når jeg synes jeg har noget vigtigt at komme med,« siger den danske Formel 1-stjerne til B.T.

Mange af hans yngre konkurrenter har i corona-pausen travlt med at profilere sig på de sociale medier.

For eksempel poster danskerens teamkammerat, Romain Grosjean, dagligt på Instagram: Madlavning, terrasse-rengøring, lego-bygning – franskmandens fans går ikke glip af ret meget i den Grosjeanske husholdning.

Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

Kevin Magnussen har en anden tilgang til de sociale medier.

Hans seneste Instagram-opslag indeholder hyldester til henholdsvis de danske myndigheders håndtering af corona-krisen og til hans forbillede, 1950´erne racer-superstar Stirling Moss, der gik bort i sidste uge.

»Og så bruger jeg de sociale medier til at holde kontakten med mine fans. Jeg læser, hvad der bliver skrevet, og svarer på spørgsmål i det omfang jeg kan. Men jeg bliver aldrig den type, der poster hvad jeg har fået til frokost, eller at jeg lige har været i bad,« siger han.

»Der kommer måske ikke så meget, men jeg håber da ikke, jeg bliver helt glemt!«