I april blev Steven Seagal sagsøgt for fem millioner kroner af en kvindelig ansat, som påstod at actionstjernen og bluesguitaristen ville holde hende som privat prostitueret. Men nu er sagen blevet lukket

Da den 23-årige eks-model Kayden Nguyen i februar gik til jobsamtale jos actionfilmstjernen Steven Seagal, var det for at få jobbet som personlig assistent. Hun vidste bare ikke, hvor "personlig" den assistent skulle være.

Dét Steven Seagal var ude efter, var nemlig ifølge Kayden Nguyen en privat prostitueret. Indtil da havde Seagal angiveligt haft to privatansatte russiske ludere, der døgnet rundt skulle være til karate-ekspertens rådighed.

På den første dag stak Seagal angiveligt hånden op under Kaydens nederdel. Han tog hende på brysterne. Og bemærkede: "Min kone ville ikke have noget imod det, hvis du og jeg havde et seksuelt forhold".

Dagen efter tog Kayden sit gode tøj og skred. Og efterfølgende stævnede hun Seagal for fem millioner kroner.

Men nu er sagen blevet droppet, og den engelske nyhedskanal BBC skriver, at der ikke foreligger en årsag til, at sagen er blevet forkastet.

Begge parters advokater vil ikke udtale sig, og der gisnes om, at der er indgået et forlig for at undgå en lang retssag.