»Han tvinger sig adgang, inden jeg når at lukke døren, og begynder at kysse på mig og hive op i min kjole. Jeg gør modstand og siger fra, men det hjælper desværre ikke.«

Sådan beskriver en kvinde sit møde med Bronut-stifteren Türker Alici tilbage i 2015. Et møde, som kvinden påstår udviklede sig til voldtægt og seksuelle overgreb.

Men det er løgn og latin, påstår den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager om de voldsomme beskyldninger, der så dagens lys natten til onsdag, da kvinden delte et opslag på sociale medier.

Et opslag, der nu er fjernet, da kvinden tilsyneladende har deaktiveret sin Facebook-konto.

»Det er grotesk. Jeg er nærmest i chok,« siger Türker Alici om beskyldningerne, som han har screenshottet og delt på sin Instagram-profil.

»Hun udstiller en mand, der ikke har gjort noget. Jeg er målløs.«

Ifølge kvinden, som B.T. kender navnet på, skete voldtægten på natklubben Noir i Aarhus i juni for fem år siden. Men det kan slet ikke lade sig gøre, lyder det fra Türker Alici.

Den pågældende natklub åbnede nemlig først i september, fortæller han. En information, som B.T. har undersøgt og fået bekræftet, da flere aarhusianske medier tidligere har beskrevet, at natklubben holdt åbningsreception 3. september 2015.

Har du mødt kvinden før?

»Jeg møder så mange mennesker og er typen, der snakker med gud og hver mand, så det skulle ikke undre mig, hvis jeg har mødt hende, men jeg kan i så fald ikke huske det.«

Er du nogensinde blevet beskyldt for lignende anklager?

»Nej, aldrig nogensinde. Det giver ingen mening.«

Hvorfor har du delt opslaget og på den måde givet kvinden mere opmærksomhed, hvis det, som du påstår, ikke er sandt?

»Jeg synes personligt, at det er lige så slemt at blive falsk anklaget for voldtægt, som det er at være de stakkels mænd og kvinder, der bliver voldtaget,« siger Türker Alici og fortsætter:

»Derfor vil jeg gerne tage den her kamp op, og det kommer ikke til at gå stille for sig. Jeg vil bruge min stemme til kæmpe for de mange andre mennesker, der har været udsat for det samme.«

Hvordan har du det i dag?

»Jeg synes selv, jeg er en stærk person af natur, men jeg må indrømme, at mine hænder har rystet ekstra meget i dag. Men alt i alt har jeg det godt med mig selv, fordi jeg ved, det ikke passer. Så selv om mine hænder har rystet, så er jeg rolig indeni.«

Türker Alici oplyser, at han har kontaktet sin advokat, som vil vurdere, om næste skridt er at politianmelde kvinden,

B.T. forsøger at komme i kontakt med kvinden, der har beskyldt realitystjernen for voldtægt, men det har indtil videre ikke været muligt.

I sit nu fjernede opslag skrev hun, at hun aldrig anmeldte hændelsen til politiet.