Det burde næsten ikke kunne lade sig gøre, men teaterversionen af 'Skam', der havde premiere på Aveny-T fredag aften, formåede at ramme lige præcis den balance, der gør, at det hverken var en tarvelig kopi eller en skamfering af originalmaterialet. Tværtimod; ’Skam 1’ er en teateroplevelse ud over det sædvanlige.
Det stod allerede klart fra allerførste scene, hvor publikum hujende og klappende tog imod det unge cast, at det her sandsynligvis ikke ville blive som en typisk aften i teateret. Her er man normalt stille og klapper først efter tæppefald - men ikke når Skam er på scenen.
Den vilde begejstring – med lyd på - kom løbende til udtryk gennem stykket og vidner om en forestilling, der i den grad rider på ryggen af den succesbølge den norske tv-serie Skam om vennerne på Hartvig Nissens Gymnasium har været, ikke mindst i Danmark, de seneste år.
I ’Skam 1’, der er den første forestilling i en række af fire, der alle bygger på sæsonerne fra tv-serien, følger vi 1.g’eren Eva og hendes turbulente kæresteforhold med Jonas.
Forfriskende og legende
Set i lyset af den enorme succes kunne man have frygtet, at en teaterversion af Skam ville forfalde til en gabende gentagelse og ren fan-pleasing, men selvom forestillingen på Aveny-T var så godt som en tro kopi af scenerne fra tv-seriens første sæson, så blev det aldrig en hverken kedelig eller forudsigelig forestilling.
’Skam 1’ er instrueret af Martin Lyngbo, der gennem sine 12 år som direktør for teatret Mungo Park har vist, at han mestrer at gøre kendte, populære værker til en noget ganske andet og spektakulært på scenen, og det samme viser han nu med 'Skam'.
Det skyldes dels en iscenesættelse og scenografi, der var løst på fremragende vis. Skam er som tv-serie blevet voldsomt rost for sin evne til at bruge musik, digitale universer og de forskellige karakterers synsvinkler på en forfriskende og anderledes facon, og her tager Aveny-T i den grad handsken op. En stor bagskærm danner således ramme om sms’er, Facetime-samtaler og en enkelt Fifa-kamp, ligesom den løbende, og med de store, Skam-karakteristiske gule bogstaver, viser, hvilken karakter der nu fortæller os historien. På Aveny-T’s scene er alle karakterer nemlig på skift fortælleren af Evas historie, som danner ramme om første sæson, og det er et forfriskende træk, der dels fungerer godt på en teaterscene, men også samtidig giver hardcore fans af serien en ekstra dimension, når vi hører William, Vilde og Chris som fortællere.
Hertil kommer et utal af sjove, musikalske scener, som når et samlet cast i Halloween-kostumer går amok på dansegulvet, og Chris laver ’ormen’ iført tampon-kostume, eller når de fem veninder på en bevægelig platform gør sig klar til fest.
Imponerende skuespilpræstationer
Skuespillerne i den danske teaterversion af Skam er alle unge i alderen 17-25 år og forholdsvis uerfarne på en teaterscene, men det til trods leverer de over hele linjen imponerende overbevisende præstationer og rammer nerven i de så kendte og elskede karakterer. Blot 17-årige Frieda Joanna Krøgholt og 18-årige Sylvester Byder spiller rollerne som kæresteparret Eva og Jonas og formåede i en af de sidste scener at slå op på en måde, der næsten gav en tåre i øjenkrogen. Og Karla Rosendahl Rasmussen i rollen som Noora, og Jonathan Stahlschmidt i rollen som William giver den som sangere i forestillingen – noget de i øvrigt begge gør godt.
Alle skuespillere er i forestillingen stylet næsten identisk med de norske tv-karakterer med undtagelse af Nanna Finding Koppel, der med sit mørke, krøllede hår er langt fra den platinblode norske Vilde – og det gør ingenting. Tværtimod lader det måske en tilbage at ønske, at Aveny-T havde gjort den danske teaterversion af Skam endnu mere til sin egen og havde turdet lade karaktererne adskille sig visuelt. Det ville vi ikke elske dem mindre af.
Tilbage står dog samlet set indtrykket af en teaterforestilling, der i den grad er lykkedes. Teaterchef Jon Stephensen, der også har stået for forestillingens scenografi, har tidligere erklæret det som mål, at Aveny-T’s Skam skal få de unge i teatret, og hvis ikke den her forestilling kan få teenagere i teatret, så er der ingenting, der kan. Og de kan også sagtens hive deres forældre med.
»Jeg var egentlig klar til at hade det,« lød det fra en af publikummerne, da klapsalverne havde lagt sig i salen fredag aften.
Jeg havde det selv på præcis samme måde, men ’Skam 1’ viste sig at give mig alt det, jeg egentlig ikke vidste, jeg ville have, og nu glæder jeg mig bare til næste omgang.
Alt er love.
