I dag ville Dirch Passer være fyldt 90. Selvom det snart er 36 år siden, den store komiker døde, fylder han stadig i danskernes bevidsthed. Så meget, at der de næste dage er planlagt flere mindearrangementer landet over.
Ingen betvivler, at Danmarks mest populære komiker nogensinde var hård ved sig selv, som man sagde i hans tid. Han var slidt i bund, da han i 1980 faldt omkuld bag scenen i Tivoli Revyen og kort efter døde.
Film, bøger og vidnesbyrd fra venner og kolleger har i årevis alle peget på Passers livsstil som den væsentligste årsag til, at han kun skulle blive 54 år gammel. Hårdt arbejde, kombineret med et alt for stort alkoholindtag gav Dirch Passer hjerteproblemer.
Men Dirchs ven den sidste del af 70erne Ernst Trillingsgaard mener, at tiden er inde til at nuancere billedet.
Pengemaskine
»Det er simpelthen ikke rigtigt, at Dirchs liv gennem de seneste år udelukkende var én stor nedtur, som mange mennesker tror,« siger Trillingsgaard, der i dag er leder af Aalborg Kongres og Kultur Center.
I 70ernes begyndelse var Dirch Passer en særdeles ombejlet herre i chefkontorerne i de danske morskabsteatre. Kunne man hyre ham for en sæson, kunne man se frem til sød musik i kasseapparaterne.
Trillingsgaard, som medio 70erne stod bag Holstebrorevyen, havde flere gange forsøgt at lokke Dirch til det nordvestlige Jylland.
»Dirch Passer ville ikke spille uden for København, hvor der var masser at lave for ham i radio, på teater, film og tv. Hans økonomiske rådgiver Sven Borre havde også et ord at skulle have sagt her. Men så mødte Dirch den noget yngre Bente Askjær. Det betød at pressens behandling ændrede sig, fotograferne lå på lur og ventede på, at han og Bente kom frem. Det blev han træt af,« siger Ernst Trillingsgaard til BT.
12 uger på heden
Komikeren var moden til at prøve sig selv af i Holstebro. En kontrakt blev underskrevet. Tolv uger i alt.
De københavnske teatre tog det ilde op og pressede på. Både Tivoli Revyen og Cirkusrevyen ønskede at hyre Danmarks på det tidspunkt suverænt største og mest populære komiker. Passers gamle boss Stig Lommer drømte om at gentage tidligere tiders succeser.
»Dirch havde indset, at han var kommet til et punkt, hvor han skulle tage sig sammen. Han vidste godt, at det ikke gik med en til to flasker whisky efter hver forestilling. Dirch var meget svær at komme ind på. Men Else, min kone, arbejdede dengang som sygeplejerske, hun var god til at snakke med Dirch. Især om hans helbred, både om hvordan han havde det, og hvad der var fornuftigt at gøre. Dirch kunne være svær at komme ind på, men de talte godt sammen. Jeg fik Dirch med på golfbanen. Han begyndte at få det godt, fik farve i kinderne. Han holdt sig fra whiskyen i den periode. Han havde det godt – han havde to gode år. På grund af kæresten Bente først og fremmest. Men også fordi han fik sin motion, mens han var her, og fordi han droppede sprutten i den periode.«
Passer blev så begejstret for sit jyske eksil, at han vendte tilbage igen året efter. Også fordi de ellers kritiske anmeldere fra københavneraviserne roste hans indsats i høje toner.
»Du gør dig ingen begreb om, hvor meget jeg glæder mig til sommer. I Vestjylland har jeg fred og ro. Ingen ringende telefoner, ingen presserende opgaver, bare ligge ned og så naturligvis ind og lave revy hver aften,« sagde Passer selv i Jyllands-Posten i 1976.
Trillingsgaard siger i dag:
»Dirch sagde lige ud til mig: ’Det var mine bedste to år’. Jeg siger ikke, at Dirch ikke lavede bedre revyer end hos os, for det gjorde han bestemt. Jeg siger heller ikke, at vi heroppe er en slags helgener. Det var først og fremmest Bentes fortjeneste. Og det var Dirchs eget valg,« siger Trillingsgaard.
Ambitiøs københavner
Ifølge ham er der flere grunde til, at Passer ikke slog sig fast ned i det nordvestlige Jylland – i perioder om ikke andet. Han var københavner, ambitiøs, kunne ikke lide at sige nej.
»Det var først og fremmest hans økonomiske rådgiver Svend Borre. Han var god for Dirch, som ikke havde forstand på penge overhovedet. At Borre også skulle tjene penge til sig selv, er noget helt andet. Borre insisterede på, at Dirch tog opgaverne i København. Jeg tror også, at Dirch savnede at være i gang med flere ting på én gang, selvom han godt vidste, at det udfordrede hans helbred.«
I sprudlende topform
Det er for længst dokumenteret, at Passer havde opgivet sine klassiske skuespillerambitioner. Men måske havde han stadig en drøm om en dag at ramme noget af det, der inspirerede ham på sine rejser.
»Den Dirch, jeg så, de par gange, han, Preben Kaas og jeg så britiske komikere på små scener i London, var en mand i et kreativt humør, jeg ellers aldrig så. Dirch havde den evige angst for at slå til. Det var paradokset med Dirch. Han elskede at arbejde, og han frygtede sit job i en grad, så han i perioder gik i konstant angst,« siger Trillingsgaard.
Skuespilleren John Martinus, der spillede sammen med Dirch Passer i Holstebro i 1975, bekræfter Trillingsgaards udlægning:
»Dirch var i topform. Han sprudlede. Det var en stor oplevelse af spille sammen med ham. Lige inden, han gik på scenen, var han som en løve i et bur, men ellers var han afslappet og glad. Jeg kan huske, at han var glad for at ’få frisk luft i lungerne’, som han sagde,« siger Martinus.
BT har uden held forsøgt at få kommentarer fra Bente Askjær og Passers datter Dorte, der lige nu er i Danmark for at deltage i et mindearrangement.
