I sidste uge fandt svenske politihunde ligdele, som havde ligget på havets bund. Som de fleste andre har du sikkert også undret dig over, hvordan det kan lade sig gøre. Læs med her, og få et indblik i hvor fantastisk et redskab en hundenæse er.
I den ulykkelig sag om den dræbte svenske journalist, Kim Wall, lykkedes det for politiet at finde og bjærge ligdele fra den dræbte, samt en pose med offerets tøj. Alt sammen fundet i Køge Bugt, og hentet op fra 12 meters vanddybde, efter at have ligget i vandet siden d. 10. august, altså i næsten to måneder.
Ud fra ubådens rute, som politiet havde fået fastlagt, blev der regnet på vind, vejr og strømforhold. Mange mennesker og meget teknik var involveret i beregningerne, men alligevel var det udslagsgivende noget så lavteknologisk som et par hundenæser.
Her er det, at ”hvordan kan det lade sig gøre” popper op.
Køge Bugt har et areal på 500 kvadratkilometer – til sammenligning fylder byen København 86,2 kvadratkilometer – og på dette enorme område, der endda er dækket af vand – lykkedes det at lokalisere en specifik pose med tøj. Tal om at finde nålen i høstakken.
Hunde ser med næsen
Hos hunde er lugtesansen så fantastisk og så veludviklet, at vi som mennesker kan have svært ved at forstå hundens fulde lugtmæssige potentiale. Mennesker forholder sig først og fremmest til omgivelserne ud fra synet, hos hunden er det næsen, lugtesansen, der er den vigtigste sans. Det er ud fra lugtesansen, at hunden primært definerer sin omverden. Faktisk fungerer hundens lugtesans så tidligt som mens hvalpene stadig befinder sig i tævens livmoder, hvilket giver en antydning af hvor vigtig denne sans er for hunde.
Fuldautomatisk næse
Hundens næse er udformet så den nærmest er fuldautomatisk når det kommer til at opfange lugt. En hund behøver ikke, som mennesker, at snuse aktivt ind for at bruge sin lugtesans – hunde bombarderes altid med lugt bare de bevæger sig rundt. Når hunden ånder ud opstår der luftstrømme omkring næsen og skaber et undertryk, som automatisk, så at sige, suger lugte ind i næsen. Fra snuden passerer lugtmolekylerne til næsehulens bageste og øverste del, hvor lugtcellerne findes.
Når hunden er koncentreret om at bruge lugtesansen, som når lighundene er på arbejde, så vil hunden typisk sætte ekstra tryk på lugtesansen ved snuse færten ind i små, korte snif, ca. 6 snif i sekundet. Først efter 20-35 af de disse korte færtsnif tager hunden almindelig indånding.
Det gælder i øvrigt også for mennesker, at man kan lugte langt mere hvis man snuser ind i korte træk end i en lang indånding, prøv selv. Og læg så også mærke til hvor anstrengende det er, hvis man vedvarende laver disse små, hurtige snif. Det er derfor lighundene er nødt til at have pauser i arbejdet – det trætter at snuse intensivt.
Skelner let mellem lugte
Det er ikke nok at kunne opfange lugte, hunden skal også kunne skelne mellem dem, så den kan markere når den rigtige lugt – det hunden er trænet til at reagere på - rammer dens næsebor. Hunde er i stand til at skelne mellem op til 2000 forskellige lugte på én gang. For lighundene er det selvfølgelig lugten af lig, som hundene har lært at skille ud, og som derfor udløser en reaktion fra hunden.
Sætter vi det om til en hverdagssituation, vi alle kan forholde os til, så tænk på en gryderet. Som menneske kan vi bare lugte mad, men hunde - og det gælder også den helt almindelige familiehund – nøjes ikke med det. Hunde er i stand til lugtmæssigt at skelne de enkelte ingredienser, der indgår i retten, såsom kød, løg, fløde, og hvad der nu måtte være i gryden. Selv den lille knivspids muskatnød, der også blev vippet i, kan hunden lugte og identificere som en selvstændig lugt. Og det kan den uden problemer, bare ved at stå i køkkenet, og sniffe op i luften.
Samtidig bliver hundens næse ikke mættet af lugten, sådan som det sker hos mennesker. Enhver kender til, at man træder ind i et lokale, hvor der er en karakteristisk lugt. Meget hurtigt vil menneskenæsen vænne sig til lugten, og man opfatter derfor ikke længere lugten – selvom lugten jo stadig er i rummet. Hunde evner derimod vedvarende at kunne holde forskellige lugte ud fra hinanden, uanset hvor længe de er i et lokale – eller i en båd på havet på eftersøgning.
3 millioner gange bedre næse
Omkring 200 millioner lugtceller er en gennemsnitshund udstyret med. Til sammenligning har mennesker 5-6 millioner lugtceller at gøre godt med. Hundenæsen er samtidig konstrueret så lugtindtrykkene meget hurtigt når frem til hundens hjerne, mens lugtinformationer, hos mennesker, skal af flere omveje før de registreres af hjernen.
Dertil kommer, at de dele af hundens hjerne, der bruges til at modtage og bearbejde lugtindtryk, er omkring 40 gange større end det tilsvarende område i menneskets hjerne. Alt dette gør, at hundes lugtesans er ca. 3 millioner gange bedre end menneskers.
Ikke sådan at forstå, at hunden opfatter lugten 3 millioner gange kraftigere end mennesker, men at hunden kan lugte et givet stof i en koncentration, der er 3 millioner gange mindre end hvad menneskets næse kan opfange.
Den 3 millioner gange skarpere lugtesans svarer til, at hunde kan opfange lugten af en hundrededel af en teske af et eller andet stof, som er kommet i et svømmebassin i en svømmehal af gennemsnitlig størrelse.
Alting lugter
Alt hvad vi omgiver os med har en fært, altså en lugt. Den lugt afgives – i form af duftmolekyler - til omgivelserne. Afhængig af hvilket objekt, der er tale om, kan der være mere eller mindre fært, men fært er der altid. Tænk på noget så politisk ukorrekt som en cigaret, og på hvordan røgen fra en sådan bevæger sig ud i luften. Det kan vi som mennesker se. Duftmolekyler bevæger sig ud i omgivelserne lidt på samme måde som røg, og her er det så, at hundens fantastiske næse kan lugte duftmolekylerne – hunde snuser lugte op som vi ser røg, der bølger ud i luften. Som bekendt trænger røg gennem selv den mindste sprække, det samme gør duftmolekyler, og det er baggrunden for, at hunde kan finde narko, der er pakket ind og gemt midt i en container, eller ligdele, som har ligget på havbunden. For lighundenes vedkommende er der så yderligere det faktum, at biologisk materiale som ligdele er noget af det, der afgiver allerflest duftmolekyler, og som holder færten, og dermed også afgiver lugt, i længst tid. Hvis vi skal holde fast i sammenligningen med røg, så har de fleste nok oplevet, at der kan stå en person og ryge måske tyve meter væk, og alligevel kan man se røgen sno sig gennem luften og hen forbi en selv. Det er præcis det samme med lugt – færten fra et objekt vil på samme måde som røg bevæge sig gennem luft eller vand. Det er baggrunden for, at de svenske lighunde kunne få fært på 1000 meters afstand af det, de søgte efter.
For mennesker er lugt en usynlig verden, men for hundene er den helt reel for hunde ”ser” med deres lugtesans. Bare tænk på udtrykket ”Det vil jeg se før jeg tror det” i hundens verden ville det formodentlig hedde ”Det vil jeg lugte før jeg tror det”.
Lugte og farver
Der er ingen grænser for, hvad hunde kan lære at markere af lugte. Hvis lugten har betydning for hunden vil den reagere på lugten. Det er naturligt for alle hunde at reagere på lugten af blod, kød og indvolde, og det er det, som politiet træningsmæssigt udnytter i arbejdet med lighunde.
Hvis man skal prøve at forestille sig hvordan hundens lugtesans virker for hunden, kan man sammenligne det med, når vi mennesker ser farver. Mennesker er i stand til, med usvigelig sikkerhed, at skelne selv de svageste farveforskelle fra hinanden, også inden for samme farvetone.
Det er formentlig nogenlunde sådan hunde har det med lugte – alle de små nuancer registreres og huskes, og genkendes igen næste gang hunden støder på lugten.
Jo mere hunden trænes i at bruge næsen, des mere veludviklet og fintfølende bliver dens lugtesans. Det gælder for alle hunde, men ikke mindst for politihunde, der skal kunne arbejde sikkert og stabilt hver gang de er på opgave. Og det beviste de rutinerede og effektive svenske politihunde så, at de kan, da deres indsats i sidste uge førte til et fund, som af eksperter betegnes som et gennembrud i efterforskningen i den pågældende sag.
