Alle, der følger et hold eller går op i sit lands sportspræstationer kender formentlig den følelse af, at man for alt i verden ikke vil tabe til et bestemt hold. Sådan er der ingen tvivl om, at de danske ishockeyspillere har det med Norge.

Der er mange intense opgør pakket ned i bagagen, og der skal nok blive givet og taget på isen, når Danmark og Norge tørner sammen lørdag eftermiddag i Moskva. Som i 2012, da Jannik Hansen blev sendt i bad før tid efter et større slagsmål mellem de to hold på isen. Eller de mange gange, hvor Ole-Kristian Tollefsen har brugt ufine metoder for at pirre sine danske modstandere.

“Vi ved allesammen, hvad han er for en type spiller. Det er mere, at vi kan vende det om og sige, hvad er han ikke så god til. Han er god til at slashe og cross checke, men han er måske ikke den bedste til at bære pucken op, så lad ham gøre det. Vi har også nogle store drenge med, hvis han skal ind at spille med musklerne,” siger Stefan Lassen.

BTs udsendte VM-medarbejder har bedt om svar på følgende påstande hos tre af de danske spillere:

1. Hvis Danmark-Norge var et klub-opgør, ville det være...
2. Danmark slår Norge, fordi...
3. En god start og point på kontoen vil betyde...

Morten Green:

1. ...som Rødovre-Rungsted, Aalborg-Frederikshavn, Herning-Esbjerg. Det er de der rivaler ligesom Danmark-Sverige i fodbold.

2. ...det gælder om at ramme dagen, men det er på forhånd 50-50. Det hold, der rammer dagen, vinder. Men jeg er ret sikker på, at vi nok skal ramme den – vi er i hvert fald sultne efter det.

3. ...at man kan spille lidt mere afslappet i de efterfølgende kampe. Begynder vi med nul point, skal vi ud at jagte sejren. Begynder vi med en sejr, kan vi kigge lidt op ad i tabellen. Når det er sagt, er det en lang turnering, og det hænger ikke på én kamp.

Stefan Lassen:

1. ...Herning-Esbjerg. Det var det tændingsmæssigt i hvert fald, hvad jeg kan huske og nu også i finalerne i år. Sådan en rigtig 90er-følelse. At stå på en mælkekasse ude i hallen og kigge hockey. Det er lidt den følelse, jeg har med Norge også.

2. ...vi vil det mere. Det er to hold, der er forholdsvis jævnbyrdige. Jeg synes, vi har forberedt os godt og fået noget fart i benene i de to kampe i Slovakiet og fået en lærestreg om, hvordan vi måske ikke skal spille i egen zone. Når pucken bliver kastet, er det Danmark, der sætter sig i førersædet.

3. ...at der er nogle flere muligheder i gruppen. At få point i den første kamp vil gøre utrolig meget og specielt mod dem. Det er første skridt mod noget bedre. Du kan ikke bruge spinkle nederlag trods godt spil til noget. Så hellere spille en pivringe kamp og være det dårligste hold, men egentlig være heldig at vinde 2-1. Det vil jeg hellere.

Nikolaj Ehlers:

1. ...ville det nok være Winnipeg mod Minnesota. De er både sjove og ikke sjove at spille mod. Vi går rigtig hårdt til den i de kampe (Winnipeg mod Minnesota, red.), for vi spiller mod dem fem gange om året.

2. ...vi er bedst. Det kunne være fedt at score sejrsmålet. Selvfølgelig vil vi gerne vinde den kamp, men der er et stort stykke arbejde foran os.

3. ...at vi har det godt med os selv. At vi føler, vi har spillet en god kamp og kan føre det videre til kamp nummer to og tage det videre derfra.