Landsholdet får ikke forstærkning af Frans Nielsen, der ellers blev slået ud af NHL-slutspillet natten til mandag. Nielsen har ligesom Mikkel Bødker og Frederik Andersen, der har meldt fra til VM, kontraktudløb efter denne sæson, og det kombineret med en lang sæson for Islanders får den danske center til at melde fra.

»Vi er glade for og stolte over, at vi altid får en respektfuld samtale med de danske NHL-spillere og deres klubber, og vi ønsker Frans Nielsen al mulig held og lykke i kontraktforhandlingerne,« siger landsholdets general manager, Kim Pedersen.

Frans Nielsen havde uden tvivl håbet at nå længere med New York Islanders i dette års Stanley Cup-slutspil, men natten til mandag røg han og New Yorker-holdet ud med samlet 1-4 i kampe til Tampa Bay Lightning.

Det gav hurtigt spekulationerne om endnu en NHL-spiller til årets danske VM-hold ben at gå på. Det var dog først mandag aften, at landstræner Jan Karlsson kunne konstatere, at det ikke bliver til yderligere en NHL-spiller på det danske hold i Moskva.

Frans Nielsen har ikke været med til VM siden 2012, hvor også Jannik Hansen og Lars Eller deltog. Den solide danske center var også med i 2010, da Danmark sikrede sig sin hidtil eneste tur i kvartfinalen.

Tre ud af de seneste fire år har Nielsen og Islanders været i slutspillet, og selvom det i år for første gang lykkedes at komme videre fra første runde, var der ikke meget at stille op mod sidste års tabende finalist i Stanley Cup-sammenhæng, Tampa Bay Lightning.

Godt nok vandt Islanders den første kamp i duellen, men herefter tog Lightning sig af de fire efterfølgende. Det var dog noget tættere, end 4-1 lyder, for to af de fire kampe, Tampa Bay vandt, blev først afgjort i overtiden.

Et nej tak fra Nielsen betyder også, at landsholdet tirsdag bliver fuldtalligt, da Mathias From, Mikkel Aagaard og George Sørensen, der indtil nu har deltaget ved træningerne i Rusland uden officielt at være en del af VM-truppen, bliver skrevet ind i turneringen.

»Vi havde naturligvis gerne kunnet tilføje Frans Nielsen eller Oliver Bjorkstrand til holdet, men vi må også være realistiske, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg har en kompetent og velspillende trup siddende i omklædningsrummet til de fem resterende kampe i gruppespillet,« siger landstræner Janne Karlsson.

Mandag var dog også dagen, hvor endnu en dansker skrev under på en NHL-kontrakt. Patrick Russell, der har spillet college hockey for St. Cloud State University og som var med i bruttotruppen til VM, skrev mandag under på en toårige entry level-kontrakt med Edmonton Oilers.