Sebastian Dahm er for alvor trådt i karakter som Danmarks førstemålmand på ishockeylandsholdet. Søndag aften stoppede han - med lidt hjælp fra stolperne - alt undtagen et enkelt af de Tjekkiets skudfosøg og sluttede med en redningsprocent på 97,56.

»Når man holder den på et mål, er det let at skyde redningsprocenten lidt op, men de store helte i dag er de tre straffeskytter. Det er helt utroligt, at de kan blive ved,« siger Sebastian Dahm.

Flere gange undervejs blev der dog presset godt på fra tjekkerne, men alligevel lykkedes det til sidst enten at få blokeret pucken eller sendt den ud af egen zone.

»Når spillet bliver meget rodet rundt om mål, og man ved, at returene ligger der, handler det om at finde midten af målet og så bruge øjnene så meget som muligt for at finde pucken. Og så handler det også om at have et lavt tyngdepunkt som målmand, så man hurtigt kan strække et ben eller en handske ud og lukke vinklen,« siger målmanden om de mange redninger.

Alt i alt blev det til 40 redninger på 41 skud, og de mange afslutninger fra modstanderen er formentlig en konsekvens af en lidt anderledes spillestil på det danske landshold.

»I forhold til sidste år er der et tydeligt skift i vores spillestil. I stedet for bare at sidde tilbage, prøver vi at presse os selv lidt frem ad banen, og det gør, at vi skaber lidt flere chancer i år. Selv mod de her hold. Vi spiller lidt mere spændende ishockey. Det gør også, at vi en gang imellem brænder lidt på, hvor man kunne have spillet lidt mere sikkert. Men hvis vi som ishockeynation skal fremad og spille med mod de her lande hver gang, bliver vi nødt til at spille på denne her måde,« siger Sebastian Dahm, der har stoppet 190 af 201 skud i årets VM-turnering.

En vigtig faktor i søndagens kamp mod Tjekkiet var, at Danmark kun måtte i straffeboksen en enkelt gang.

»Det er nøgle nummer ét i dag (søndag, red.). Vi snakkede om det efter Norge, Sverige og Rusland. Nu ser det ud, som om vi har forstået det. Men det har også ofte noget med marginalerne at gøre. Det tager tid at finde dommerlinjen i sådan en turnering. Man kan tydeligt se, at det er meget mere kontrolleret spil, og vi har meget mere energi, når vi kommer til tredje periode, når vi ikke tager så mange udvisninger,« slutter Sebastian Dahm.