Torsdag aften står det danske ishockeylandshold over for Rusland ved VM i Moskva.
Og der er ingen tvivl om, at det bliver en stor mundfuld for de danske spillere, og landstræner Jan Karlsson håber, at han kan bruge så mange spillere som muligt, hvilket kræver færre danske udvisninger, end i de første tre kampe. Derudover er der dog ikke mange ting i det danske spil, landstræneren er utilfreds med.
»Ishockeymæssigt er jeg i princippet tilfreds med alt undtaget anden periode mod Sverige. Og vi kunne også have været lidt skarpere i fem mod tre-overtallet i anden periode mod Schweiz,« siger Jan Karlsson.
En af de ting, der kostede Danmark point mod Schweiz, var en lidt tilfældig scoring til 2-2, der gik ind via to styringer og en stolpe. Men står det til landstræneren, er det Danmark, der skal score sådan nogle mål.
»Jeg plejer at sige, at man bare skal lægge pucke på mål. Jeg kalder det håndgranater, for så kan der ske ting. Ser man på Schweiz' andet mål. Det er et håndledsskud fra backen på blå linje, men derefter er der to styringer, inden der er mål, og sådan ser det ud i dag, når man kommer op på det her niveau. Der er mange tilfældige mål,« siger han.
Der skal dog også mere end tilfældigheder til, og landstræneren vil gerne have sine spillere i bevægelse i angrebszonen, samtidig med at de skal forstyrre modstanderen.
»Jeg siger til spillerne, at vi altid skal have en spiller foran modstanderens målmand. For dels skærmer han målmandens udsigt, og så trækker han rent fysisk en modstander-back til sig, og han forstyrrer de andre forsvarsspillere mentalt, og i et splitsekund af usikkerhed kan der opstå en målchance,« forklarer Karlsson.
Men man skal ikke være stationær, og derfor skal blandt andre Jannik Hansen ikke bare plantes foran mål, som hans rolle har haft en tendens til at være i Vancouver Canucks' angreb i NHL.
»Jeg vil ikke have nogen, som står stille foran mål. Jeg vil have rotation, så modstanderen ved, at der altid vil være en spiller dér, men at det ikke er den samme spiller hele tiden,« siger landstræneren.
Om den opskrift kan bruges mod den russiske maskine torsdag aften vil tiden vise.
Rusland - Danmark kan ses på TV2 Sport fra kl. 18.45