Bliver det kvartfinale eller sommerferie? Med en 4-1-sejr gjorde Danmark kvartfinalechancen så stor som mulig i går, men intet er afgjort før Tjekkiet-Schweiz er spillet

Så fik man også prøvet det. Danmark som overlegen spilstyrer og en powerplay-maskine. I hvert fald indtil der var opbygget en solid føring, hvorefter koncentrationen svigtede i perioder.

Nok havde Kasakhstan intet at spille for, og flere af de bærende kræfter havde fået tidlig sommerferie, men forhindrer ikke altid Danmark i at synke ned på modstanderens niveau. Det skete dog ikke i så stort omfang, som man kunne have frygtet mod kasakherne mandag aften i Moskva.

Danmark kunne med en sejr bringe sig et stort skridt nærmere en kvartfinale, selvom intet er afgjort før i eftermiddag. Med en 4-1-sejr gjorde danskerne deres arbejde færdigt og lagde maksimalt pres på Schweiz, som i dag skal vinde over Tjekkiet på 60 minutter for at fortrænge Danmark fra kvartfinale-toget til Sankt Petersborg.

Med især motivationsfaktoren til forskel pressede danskerne på fra første skøjtetag og spillede sig hurtigt frem til målchancer, mente lærte trods alt også, at Danmark stadig ikke er en nation, der kan lege sig igennem en VM-kamp.

Markus Lauridsen tog tidligt i kampen en udvisning for noget, man ellers lærer som ganske lille ishockeyspiller, at man ikke må. Da hans stav knækkede i et skud, løb han mod boksen med skaftet i hånden i stedet for at smide det fra sig.

Han gjorde dog skaden god igen, da han halvvejs i første periode fyrede kanonen af fra blå linje og bragte Danmark foran 1-0. Mod slutningen af perioden blev kasakherne for alvor rundtossede, da først Jannik Hansen og derefter Nicklas Jensen scorede. Alle tre mål blev sat ind i det overtalsspil, der ellers har voldt Danmark problemer i løbet af turneringen.

Jan Karlssons tropper spillede godt i første periode, men efter 2-0 og især 3-0-målet begyndte der at gå lidt for meget russisk legestue i den, og selvom danskerne fik en gevaldig advarsel med en friløber til Nigel Dawes, der scorede til 3-1, kunne de ikke helt lade være med de forførende driblinger og farlige tværpasninger. Mere sommerferie-hockey var der trods alt ikke over den kommende nedrykker.

Tremålsføringen blev retableret halvvejs i kampen, da Nikolaj Ehlers med et svirp af håndleddet viste, at han også ville lege med i overtal.

Selvom der opstod chancer i begge ender i resten af kampen, blev det mere og mere tydeligt, at begge hold bare gerne ville have det overstået. Kasakherne så de for alvor kunne tage på sommerferie, og danskerne så de kunne komme hjem og smække stængerne op, inden der forhåbentlig skal spilles kvartfinale på torsdag.