Hvad er oddsene for, at det er en dansker, der sender en anden dansker på skadeslisten i NHL - en liga med rundt regnet 600 aktive spillere og kun seks danske af slagsen?

Uden at kaste os ud i regnestykket kan vi konstatere, at det var, hvad der skete, efter Winnipeg Jets og New York Islanders mødte hinanden natten til fredag dansk tid i NHL.

I overtiden sendte Frans Nielsen pucken af sted mod Winnipegs mål, men i stedet for at score ramte han Nikolaj Ehlers, der var trukket ind for at forsvare.

Pucken ramte så uheldigt, at Ehlers' visir gik i stykker og skar danskeren omkring venstre øje. Ifølge Winnipeg-træner Paul Maurice havde Nikolaj Ehlers blodansamlinger i øjenhulen.

»Han vil være 100 procent sat ud af spillet, indtil det (blodet i øjenhulen) forsvinder. Det vil forlænge skadesperioden, fordi han ikke vil kunne cykle eller gå en tur, før det er helt væk,« sagde Paul Maurice ifølge Winnipeg Sun fredag.

Skaden var ekstra salt i såret for Winnipeg, der tabte kampen, mens Ehlers faldt til isen med ansigtet i hænderne. New York Islanders' Kyle Okpose scorede nemlig sejrsmålet i samme sekund. Der var dog ikke meget jubel fra Islanders-spillerne, og Frans Nielsen var hurtig til at signalere til Jets-bænken, at Ehlers havde brug for hjælp på isen.

Lørdag meldte Winnipeg Jets ud via sin Twitter-profil, at man ikke forventer, at skaden vil påvirke danskeren på lang sigt. Ifølge træner Paul Maurice er det holdt op med at bløde omkring Ehlers' venstre øje, men han er fortsat ude på ubestemt tid og skal tilses af en specialist igen om en uges tid.

20-årige Nikolaj Ehlers er noteret for 31 point i 63 kampe i denne sæson for Winnipeg Jets.