Forfatteren bag de elskede Harry Potter-bøger, J.K. Rowling, er havnet i en voldsom onlinefejde, og denne gang er det selveste Emma Watson, der må lægge ryg til skarpe ord.

Slaget udspiller sig på det sociale medie X, hvor J.K Rowling mandag sendte en digital stikpille til skuespilleren. Her skriver hun blandt andet:

»Ligesom andre mennesker, der aldrig har oplevet et voksenliv uden rigdom og berømmelse, har Emma (Watson, red.) så lidt erfaring med det virkelige liv, at hun er uvidende om, hvor uvidende hun er.«

Opslaget kommer i slipsstrømmen af en række udtalelser fra Emma Watson om hendes forhold til J.K. Rowling og deres offentlige uenighed om kønsidentitet.

Dog var det overraskende nok ikke kun kritiske ord, Emma Watson knyttede til Harry Potter-skaberen.

BBC skriver nemlig, at skuespilleren i sidste uge udtalte, at hun stadig »elsker Rowling« og nægter at afskrive hende, selvom de er uenige om emnet kønsidentitet.

Det fik dog forfatteren til at bide fra sig og beskrive Emma Watsons udtalelser som et 'vendepunkt'.

»Det mest ironiske her er, at hvis Emma ikke havde besluttet sig for i sit seneste interview at erklære, at hun elsker og værdsætter mig – en kursændring, som jeg formoder, hun har valgt, fordi hun har bemærket, at det ikke længere er så populært at fordømme mig højlydt, som det var før – så havde jeg måske aldrig været så ærlig.«

Fejden er dog kun seneste kapitel i den fejde, som udspiller sig mellem flere af skuespillerne bag de populære Harry Potter-film og forfatteren. 

Også personen bag hovedrollen, Daniel Radcliffe, har offentligt taget afstand til J.K. Rowling på baggrund af hendes kontroversielle holdninger til transpersoner.