Det Europæiske Håndboldforbund har fremrykket kvindernes EM, så det ikke kolliderer med VM i fodbold i Qatar.

København. Håndboldkvinderne har gennem mange år haft for vane at spille de store slutrunder i december.

Men i 2022 bliver håndbold-EM spillet i november i stedet for december.

Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) har fremrykket turneringen, så den ikke falder sammen med mændenes VM i fodbold i Qatar. Det oplyser EHF's pressechef JJ Rowland til TV2 Sporten.

- EM er europæisk håndbolds flagskib for kvindelandshold.

- Det er derfor vigtigt for os at sikre, at vi maksimerer dækningen og interessen for slutrunden.

- Af den årsag vil vi ikke kollidere med en kæmpe international sportsbegivenhed som VM i fodbold, fortæller Rowland.

VM i fodbold afholdes normalt i sommermånederne, men høje temperaturer i Qatar har fået Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) til at flytte turneringen til slutningen af året.

I 2022 spilles VM i fodbold derfor fra 21. november til 18. december.

Kvindernes EM-slutrunde i håndbold afholdes fra 4. til 20. november.

/ritzau/