Flere supermarkedskæder rationerer nu madolie for at komme restauranters hamstring til livs.

Således har Salling Group, som ejer Bilka, Netto og Føtex, samt Rema 1000 indført et loft på tre flasker af specifikke madolier ad gangen. Det rapporterer Finans.

Hos Salling Group er det selskabets eget mærke i solsikkeolie, som blot koster 17,30 kroner, som man nu sætter begrænsning på.

Det skyldes, at man har oplevet, at erhvervskunder har opkøbt store mængder i frygt for eller forventning om en snarlig mangel på madolie.

Hos Rema 1000 gælder begrænsningen for solsikke- og rapsolie, og her kan kunder maksimalt købe tre flasker om dagen.

Over for Finans begrunder man begrænsningen med, at Ukraine er en af verdens største producenter af solsikkeolie. Og leverancer er blevet færre efter den russiske invasion.

Kæden har oplevet stor efterspørgsel på madolie fra kunder fra Tyskland, hvor man allerede har indført rationer.

»Hvis vi sætter en begrænsning på tre stk., kan vi være med til at sikre, at der er nok til alle,« siger kommunikationschef hos Rema 1000 Jonas Schrøder til Finans.