Zlatan Ibrahimovic bliver i en ny bog anklaget for at grille sine holdkammerater og gøre, lige hvad der passede ham på det svenske landshold.

I bogen 'Landslaget enligt Lundh', der handler om det svenske fodboldlandshold, får Zlatan en del spalteplads. Fotbollskanalen skriver på sin hjemmeside om uddrag af bogen.

Ibrahimovic bliver beskrevet som en figur, der fyldte meget, ikke var bange for at hænge sine holdkammerater ud og samtidig nærmest havde landstræneren rundt om sin lillefinger.

Flere eksempler fremhæves i bogen, der er skrevet af TV4-journalisten Olof Lundh og er blandt andet baseret på samtaler med aktører omkring det svenske landshold.

Ibrahimovic kunne ankomme, når det passede ham. Ingen påpegede det, når han gjorde det, men hvis andre gjorde, fik de en skideballe. Den daværende landstræner Erik Hamrén så mellem fingrene med Zlatan Ibrahimovic, og det skabte irritation hos resten af holdet, selv om de accepterede, at det var sådan, det var.

»Hamrén kunne navngive og påpege ting, som spillerne gjorde, men hvis Zlatan gjorde noget, så skete der intet. Han valgte ikke at sige noget. Men det er svært at bebrejde Erik, det var ikke let for ham,« har en spiller udtalt, som ikke fremgår af navn.

Da Sveriges nationalstadion, Friends Arena, skulle indvies, var Sverige bagud med 2-1 mod England i pausen. Den daværende Kalmar-spiller Rasmus Elm havde egentlig udfyldt sin rolle, som han skulle, men fik alligevel en røffel af Ibrahimovic.

»Zlatan var frygteligt hård mod Rasmus og brød ham ned, selv om han forsøgte at svare igen. Hamrén stod bare ved siden af og så til, inden han til sidst sagde: 'Rasmus, nu er det nok'. Landstræneren mistede mange spilleres tillid den dag, også dem, der var tæt på ham,« siger en anonym spiller, som var til stede i omklædningsrummet.

Ibrahimovic har angiveligt også betvivlet sin egen plads på landsholdet. Ikke fordi, han ikke var god nok. Nok nærmere, fordi han ikke mente, at de andre var gode nok.

Da Sverige i 2013 spillede 0-0 mod Irland, var skuffelsen til at mærke. Især hos Zlatan Ibrahimovic. I omklædningsrummet efter kampen kritiserede han flere af sine holdkammerater og rundede af med:

»Hvad fanden spiller jeg på det her landshold for?«

Zlatan spillede i 15 år for det svenske landshold, hvor han fik sin debut i 2001, og stoppede efter EM-slutrunden i 2016. Han scorede 62 mål i 116 kampe og er blevet kåret som årets angriber i Sverige hele 14 gange.

I dag spiller han i AC Milan, hvor han er på kontrakt til næste sommer.