En sød og charmerende dreng, der bare ville spille fodbold, blev født den 7. februar 1988. Han voksede op ved Valby. Knap 31 år senere blev han af ukendte personer skudt i højre arm i sin lejlighed første juledag 2018.
Det er den korte historie om fodboldspilleren Nicki Bille. Men det er langt fra den fyldestgørende.
For næsten ligegyldig hvem man snakker med, bliver Nicki Bille beskrevet som en sød, charmerende person med masser af varme. 'En god dreng'.
Og det kan være svært at forstå, når han også er en herre med flere domme bag sig. Og en person, der blev skudt på kort efter juleaften, og som på maven har en pistol tatoveret, der peger ned mod hans skridt.
I 2005, da han blev hevet op på Boldklubben FREM's førstehold som kun 16-årig, var der da heller ikke antydning til, at den kække angriber én dag skulle bugseres blødende ud af sin lejlighed i Sydhavnen i København.
Det var Ebbe Skovdahl, der rykkede ham op i hierarkiet i FREM. Et skridt, Bille naturligt og med gåpåmod, vilje og høj arbejdsmoral tog, som var det en selvfølge.
»Jeg fik at vide, at han kunne være lidt – ikke svær at have med at gøre – men en lidt speciel type,« husker Skovdahl tilbage.
Ikke desto mindre var han dygtig. Helt vildt talentfuld og fandenivoldsk på et FREM-hold, der praktiserede en meget fysisk form for fodbold, fortæller Skovdahl.
Klubben spillede i den næstbedste række i dansk fodbold på det tidspunkt.
»Jeg kan kun vurdere ham ud fra, hvordan han fungerede til træning. Nogle gange, hvis han blev tacklet hårdt, kunne man se, at han var ved at koge over. Det fik vi stoppet lige med det samme. Jeg stoppede bare lige træningen, inden der begyndte at ske noget. Så måtte jeg have en snak med ham bagefter og sige, at det ikke er acceptabelt her, for her må vi godt gå til hinanden,« fortæller Skovdahl og fastslår, at han ikke oplevede problemer med Bille.
Mentaliteten i FREM passede Bille godt. Det var en klub med stærkt sammenhold, en familiær tone, hvor man kunne få lov at være sig selv.
»I FREM har de det der arbejdergen. Når vi som ungdomsspillere mødte KB, var det lidt mere forkælede børn, vi spillede imod. Når vi slog dem, stod de og græd og peb bagefter. Sådan var det ikke i FREM. Det handlede om andre ting. Vi boede ikke på villaveje og fik alting foræret. Vi arbejdede stenhårdt for at komme frem. Vi var måske heller ikke født med det største talent, og vi vidste godt, at for at komme frem var vi nødt til at træne hårdt. Vi vidste, det ikke ville komme af sig selv,« sagde Nicki Bille Nielsen selv til Tipsbladet i 2010.
Det er også ét af de interview, hvor han åbner en smule op om sin barndom.
»Mine forældre har altid været der for mig, så på den måde har det ikke været en hård barndom. Det har været rimeligt, men derude var der ikke de samme vilkår, som andre måske har haft. Der har været lidt for mange drengestreger, og måske beskæftigede vi os lidt for meget ude på gaden. I de ungdoms- og fritidsklubber, som vi havde i Valby, var der hele tiden ballade. Man lavede drengestreger hele tiden, og man skulle snakke med pædagoger. Man var nærmest et problembarn. Det gjorde os stærkere. Det har været en lidt hårdere barndom, end andre måske har haft, men det er det, der giver hår på brystet.«
Kort efter Bille blev rykket op i førsteholdstruppen i FREM, blev Ebbe Skovdahl byttet ud med Anders Theil, der i dag er sportsdirektør i FC Roskilde.
Han husker tydeligt angriberen, som han kalder 'en god dreng', der var 'festlig' og 'sjov'.
»Jeg havde indtrykket af, at han elskede at spille fodbold, og det var også hans fristed, og det var noget, han var rigtig god til. Han kunne godt blive frustreret, hvis han tabte, men han løftede rigtig hurtigt sig selv,« siger han og tilføjer:
»Jeg har haft mange snakke med Nicki om hans fodbold, men jeg ved ikke, hvordan hans familieforhold var. Han var en typisk gadedreng, som var med på den værste, når det kom til at drille hinanden, samtidig med at han arbejdede rigtig hårdt på tingene. Han var med på sjov og ballade og fis med hinanden.«
Nicki Bille Nielsen har næsten hele sit voksne liv været flankeret af agenten Nikola Juric Jægerfeld. Agenten så Bille første gang i 2003, og der var noget i ham, Juric kunne lide. Fandenivoldskhed.
Drengestregerne, der tidligere blev omtalt, skal man ikke lægge noget i, fortæller Nikola Juric Jægerfeld
»Der er mange, der har lavet drengestreger. Det gør alle. Det har du og jeg også gjort. Det fyldte ingenting,« siger han.
Den Nicki Bille Nielsen, han kender, er en 'sød og dejlig dreng, som er charmerende ad hekkenfeldt til'.
Og Nicki Bille slog også til i FREM. Han fik spilletid, han scorede mål, og han var glad. Første sæson gik, og Nicki Bille blev bemærket.
Italienske Reggina kom på banen, og agent Nikola Juric Jægerfeld og Bille slog til. Destination Serie A.
18 år gammel røg han af sted for 'et beskedent beløb', men prestigen var ikke til at overse: ung knægt, der skal spille mod de største. Og en 1. divisionsklub, der stod for flot talentarbejde.
»Alle var glade, da han kom af sted. Det var en chance, man ikke kunne sige nej til. Det var en drøm. Ethvert barn, der dyrker en form for sport, gør det vel i håb om, at man kan blive god nok til at komme til udlandet og få oplevelsen. Det var fantastisk at starte i Italien. Han var dengang den yngste danske debutant i Serie A,« fortæller Nikola Juric Jægerfeld.
Bille spillede syv kampe for Reggina i Serie A, hvorefter han blev udlejet. Og tiden i Italien bød på turbulente klubkonkurser og uforudsete udfordringer. Bille måtte blandt andet bo i sin bil og fik ikke udbetalt løn i et år.
Forholdene banede vejen til et gensyn med Danmark, som spiller i FC Nordsjælland, hvor han for alvor slog sit navn fast. Men med tiden viste navnet bag den gode dreng fra FREM en djævelsk trang til at bedrive dårligdomme.
Læs kapitel 2 i 'Bad boy Bille - Hvordan kunne det gå så galt?' fredag på bt.dk. Her fortæller Billes tidligere agent, Nikola Juric Jægerfeld, om arbejdet med at holde Nicki Bille på rette spor.
»Jeg har brugt oceaner af tid på at snakke med ham og nogle gange talt ham til fornuft. Vi har snakket om andet end fodbold: om livet, om generelle ting og sager. Han havde som andre en masse spørgsmål, som han søgte svar på,« siger han og uddyber:
»Vi kan jo ikke bare smide unge mænd som Nicki i rendestenen. Vi må prøve at samle dem op. Nu havde Nicki et gudsbenådet talent og har spillet i tre af de bedste ligaer i verden. Han taler syv sprog flydende, men jeg har sagt en milliard gange til ham: Du har så meget at give af, men du skal ikke spilde din tid unødigt.«
B.T. har forsøgt at få kontakt til flere af Nicki Billes familiemedlemmer, men det har ikke været muligt. Det samme gælder for Nicki Bille selv.
