UEFA Nations League. Smag på navnet. Væn dig til det.

For det er den nye turnering for landshold, der er kommet for at blive.

Onsdag har det europæiske fodboldforbund så lagt frem, hvordan første udgave af turneringen kommer til at se ud.

Den skal fremover være en afløser for de fleste ’ligegyldige’ venskabskampe – med EM-billetter som gulerod. Kampene bliver spillet på de ledige datoer i løbet af efteråret, hvor landsholdene normalt krydrer kval-kampe med testkampe. Og det gælder selvfølgelig også Danmark, der sammen med de resterende 54 UEFA-nationer er med.

Konstruktionen betyder, at selv Europas dårligste hold som Færøerne, Luxembourg og San Marino får en større mulighed for at kvalificere sig til en EM-slutrunde. Samtidigt skal de bedste nationer – lande som Frankrig, Spanien og Italien - kæmpe om fire pladser til finalespil, som afvikles sommeren inden EM. I første omgang i juni 2019.

Det danske landshold er blevet placeret i andet lag med nationer som Sverige, Irland og Nordirland, der pudsigt nok også er de potentielle modstandere i de forestående VM-playoff-kampe.

I hurtige overskrifter ser UEFA Nations League sådan ud:

  • De 55 landshold er blevet inddelt på de forskellige niveauer efter verdensranglisten.
  • Der trækkes lod til grupperne 24. januar 2018.
  • Der er op- og nedrykning.
  • Og der er i alt fire EM-billetter på spil.

Alle landene er blevet inddelt i fire ligaer, hvor der er små variationer i, hvordan turneringen afvikles. Det gennemgår vi herunder.

LIGA A

  • Lande: Tyskland, Portugal, Belgien, Spanien, Frankrig, England, Schweiz, Italien, Polen, Island, Kroatien, Holland.
  • Sådan afvikles det: Holdene inddeles i fire grupper med tre hold i hver. De fire gruppevindere slutter af med at spille UEFA Nations League Finals i juni 2019 om den samlede sejr. Semifinaler, kampen om tredjepladsen og finalen bliver spillet i et af de fire lande. De fire dårligste i hver gruppe rykker ned i Liga B.
  • EM-billetter: De fire bedst-placerede hold, der ikke formår at kvalificere sig til EM i den sædvanlige kvalifikationsturnering, spiller playoff-kampe om én EM-plads i marts 2020.

LIGA B

  • Lande: Østrig, Wales, Rusland, Slovakiet, Sverige, Ukraine, Irland, Bosnien og Hercegovina, Nordirland, Danmark, Tjekkiet, Tyrkiet.
  • Sådan afvikles det: Holdene inddeles i fire grupper med tre hold i hver. De fire gruppevindere rykker op i Liga A, mens de fire dårligste i hver gruppe rykker ned i Liga C.
  • EM-billetter: De fire bedst-placerede hold, der ikke formår at kvalificere sig til EM i den sædvanlige kvalifikationsturnering, spiller playoff-kampe om én EM-plads i marts 2020.

LIGA C

  • Lande: Ungarn, Rumænien, Skotland, Slovenien, Grækenland, Serbien, Albanien, Norge, Montenegro, Israel, Bulgarien, Finland, Cypern, Estland, Litauen.
  • Sådan afvikles det: Holdene bliver inddelt i én gruppe med tre hold og tre grupper med fire hold i hver. De fire gruppevindere rykker op i Liga B, mens de fire dårligste i hver gruppe rykker ned i Liga D.
  • EM-billetter: De fire bedst-placerede hold, der ikke formår at kvalificere sig til EM i den sædvanlige kvalifikationsturnering, spiller playoff-kampe om én EM-plads i marts 2020.

LIGA D

  • Lande: Aserbajdsjan, Makedonien, Hviderusland, Georgien, Armenien, Letland, Færøerne, Luxembourg, Kasakhstan, Moldova, Liechtenstein, Malta, Andorra, Kosovo, San Marino, Gibraltar.
  • Sådan afvikles det: Holdene inddeles i fire grupper med fire hold i hver. De fire gruppevindere rykker op i Liga C. Ingen nedrykning.
  • EM-billetter: De fire bedst-placerede hold, der ikke formår at kvalificere sig til EM i den sædvanlige kvalifikationsturnering, spiller playoff-kampe om én EM-plads i marts 2020.

Og bare lige for en god ordens skyld: EM-kvalifikationskampene bliver fremover gennemført på normal vis. UEFA Nations League er et supplement til de ledige datoer, hvor der altså før blev spillet testkampe.

I forhold til 2020-slutrunden er kval-kampene dog sat sammen på en lidt anden måde. Her er der ingen reel værtsnation, fordi kampene skal spilles i en stribe europæiske byer på tværs af landegrænserne (deriblandt i Parken i København). Derfor skal alle 24-deltagernationer kvalificere sig. Det sker via 10 grupper, hvor alle ettere og toere går videre. De fire sidste pladser findes så i UEFA Nations League.