Flere hundrede højtsyngende Napoli-fans, dyttende biler, brag og røg fra fyrværkeri og kampklædt politi.

Det var sceneriet ude foran AC Milan-spillernes hotel i nat i Napoli, hvor Champions League-kvartfinalerne skal afgøres i aften i et rent italiensk opgør.

Så man forstår godt, hvis Simon Kjær og hans holdkammerater i den italienske storklub var noget klatøjede her til morgen efter en omgang forstyrret nattesøvn af de berygtede Napoli-tifosi.

Men ud over lidt gammeldags ramasjang og gang i gaden i et par timer midt om natten forløb fansenes stunt, som kan ses i videoen herunder, faktisk relativt roligt.

Og om lidt forstyrret nattesøvn er nok til at spille de forsvarende italienske mestre et puds, vil vise sig i aften på Stadio Diego Armando Maradona i Napoli, hvor AC Milan træder ind med en 1-0-sejr i bagagen fra det første opgør.

Simon Kjær, som ser frem til aftenens brag, der meget vel kan blive en hed affære, ventes at spille en nøglerolle, hvilket han også gjorde i den første kamp på San Siro i sidste uge.

Her holdt den danske landsholdsanfører Napolis ellers så frygtindgydende offensiv i kort snor og blev rost for sin garvede præstation.

»Det er sådan nogle kampe, man husker resten af livet – på godt og ondt. Det er derfor, vi spiller – for energien og adrenalinen,« sagde Kjær i aftes på pressemødet før opgøret.