Mauro Icardis situation i Inter Milan bliver mere og mere usikker.

Han er vel nok klubbens allerstørste stjerne, men han er også voldsomt upopulær.

Så upopulær, at fans har kastet sten mod angriberens kone Wanda Naras bil, mens hun kørte tæt ved klubbens stadion San Siro.

Tidligere i år blev han pludselig og uden forklaring frataget anførerembeddet i klubben.

Icardi er blevet upopulær, eftersom det er usikkert, om han vil underskrive en ny kontrakt med italienske Inter Milan.

I tillæg var han ikke med i truppen torsdag  mod Rapid Wien i Europa League. En beslutning, der angiveligt ene og alene var angriberens egen.

»Hvis nogen tænker på andet end at vinde kampen i morgen, er de det forkerte sted,« sagde Inters træner Luciano Spalletti til Sky Sport Italia om den beslutning. Kampen vandt Inter 0-1.

Mauro Icardi er 25 år gammel og er blevet rygtet til flere engelske klubber, herunder Chelsea.