Der er så meget, nordmænd ikke forstår. Sådan burde Danske Spils slogan i fremtiden måske lyde. Nordmændene er i hvert fald så forvirrede over, at de i øjeblikket er ved at blive overhalet af Færøerne på FIFAs verdensrangliste, at norske Aftenposten har sendt en journalist til den lille ø-gruppe højt oppe mod nord for at finde ud af, hvad der foregår.

Mens Færøerne under ledelse af den tidligere danske landsholdskæmpe Lars Olsen blandt andet to gange har taget fusen på Grækenland i EM-kvalifikationen, er norsk landsholdsfodbold i noget af en krise.

Godt nok vandt holdet torsdag over Bulgarien og er tæt på en play-off-plads til EM i 2016 - men det ændrer ikke ved, at vores naboland er røget ned ad FIFAs rangliste med en fart, som ellers kun er forbeholdt rumrejsende.

Norge ligger i øjeblikket nummer 69, mens Færøerne kun ligger seks pladser efter.

Lars Olsen har et bud på, hvordan en ø-gruppe med 49.000 indbyggere - og hvis landshold samtidig primært består af spillere fra de lavere danske rækker - kan hamle op med Norge.

»Spillerne hæver niveauet markant, når de spiller på landsholdet. Der er en stolt nationalfølelse. Jeg er på Færøerne hver 14. dag og ser fodbold. Af og til ser jeg gode kampe, men jeg andre gange ser kampe med landsholdsspillere og tænker 'hmm, skal disse spillere slå Grækenland?'. Men så ser man jo, hvordan det går,« siger han til Aftenposten.

Og danskeren vil faktisk gå så langt som at sige, at det ikke er umuligt, at Færøerne kvalificerer sig til en slutrunde i fremtiden.

»Alt er muligt i fodbold. Og selvom vi har været gode på sidste, har vi stadig meget at forbedre. Udover Brandur Olsen (ung FCK-spiller, red.) har vi også andre unge, lovende spillere, der kan blive idoler på Færøerne.«

Der bliver dog nok ikke denne gang, at Færøerne kommer til EM. Holdet har fem point op til Ungarn på tredjepladsen med tre kampe tilbage.