Tidligere europa- og verdensmester Sergio Busquets stopper karrieren, når MLS-sæsonen går på held.
En af tidernes bedste defensive midtbanespillere indstiller snart karrieren.
Spanieren Sergio Busquets er færdig på topniveau, når den igangværende sæson i Major League Soccer (MLS) slutter senest med finalen 6. december.
Det oplyser hans klub, Inter Miami, på sin hjemmeside.
Den 37-årige spanier er holdkammerat med argentineren Lionel Messi, og det har han været i størstedelen af karrieren. Ifølge Transfermarkt har de spillet på samme hold i 640 professionelle kampe.
Busquets tilbragte 15 sæsoner som midtbaneanker på Barcelonas førstehold, og i de første 13 af dem var Messi også en del af holdet. I 2023 blev de genforenet på David Beckhams mandskab i det sydøstlige USA.
Mens Messi har været garant for mål, assist og flotte driblinger, har Busquets stået for det hårde arbejde, der har fået argentineren og andre offensive esser til at shine.
Det var Pep Guardiolas opfindelse at føre den unge Busquets ind på Barcelonas førstehold i 2008.
Den forudseende og placeringsstærke spanier har brudt modstandernes afleveringer, lavet de nødvendige tacklinger og indimellem løst problemerne med et gult kort. I tillæg har han kunnet fungere som en vigtig brik i opbyningsspillet med eminente førstegangsafleveringer.
Sliddet har kastet en lang række titler af sig. Busquets har vundet både EM- og VM-guld med Spanien, tre Champions League-titler, syv spanske pokaltitler, ni spanske mesterskaber samt et hav af sekundære turneringer.
- Tiden er kommet til at sige farvel. Det har været næsten 20 år af alt det, jeg har drømt om. Jeg trækker mig meget glad, stolt og tilfreds tilbage. Mest af alt er jeg taknemmelig, skriver Busquets på Instagram.
Han når næsten at runde 1000 professionelle kampe. Han optrådte 722 gange for Barcelona, 143 gange for Spanien og har foreløbig spillet 105 kampe for Inter Miami.
/ritzau/