Da Ryan Reynolds torsdag delte et opslag på Twitter, fik han de fleste Wrexham-fans til at blive godt bekymrede.

'Wrexham United', stod der på det billede, som Hollywood- og klubejeren lagde op.

'Yes. This. Is. Happening,' skrev Reynolds videre, og det fik fansene til at spekulere i, om Ryan Reynolds og medejer Rob McElhenney mon ville ændre klubbens navn til Wrexham City.

Men nej. Tværtimod.

Der ligger en helt anden forklaring bag, fortæller Reynolds og McElhenney nu i en video delt på Twitter.

»Da vi tweetede Wrexham United, glemte vi at inkludere et super vigtigt og-tegn. Der skulle have stået: 'Wrexham & United', fordi Wrexham vil blive sponsoreret af United Airlines. Det kommer på fronten af trøjen,« siger Reynolds.

Hollywood-stjernerne fortæller, at de aldrig kunne finde på at ændre klubbens navn.

Alligevel vil de dog gerne beklage misforståelsen.

»Vi beklager meget forvirringen,« lyder det.

Wrexham AFC har taget hele verden med storm, efter Reynolds og McElhenney overtog ejerskabet i 2020.

I den netop overståede sæson kulminerede det hårde arbejde, og den walisiske klub sikrede sig oprykning til League Two.