Fulhams tidligere ejer Mohamed Fayed var blandt de første rigmænd til at købe en klub som en blanding af marketingsredskab, tidsfordriv og legetøj inden en pakistansk milliardær tog over. Det er en klub i bølgegang, William Kvist har fået midlertidigt bo i.
Der var ikke nogen indlysende forklaring på det, da Mohamed Fayed insisterede på at få rejst en statue af Michael Jackson udenfor Fulhams hjemmebane Craven Cottage.
Hvor Arsenal med årtiers mellemrum rister en rune over klub-ikoner som den netop hyldede Dennis Bergkamp, mente Fayed det ville være passende med en velvoksen statue af den afdøde popsanger.
Har man penge, kan man få. Og penge taler et magtfuldt sprog i en epoke, hvor asiatiske tiger-økonomier og nyrige russere har skabt en anden verdensorden med et greb i lommen.
I Cardiff nåede Andreas Cornelius at fornemme, hvordan Vincent Tan som med et trylleslag kunne forvandle klubfarven fra blå til rød. Og tilhængernes følelsesladede reaktion på det.
- Måske kan de finde en ejer, der bedre kan lide blå. Han kan købe mig ud, og så kan jeg gå ud og købe mig en rød klub, forsvarede Tan sig med en barok form for humor, som næppe har været nogen fredspibe for en Cardiff-tilhænger.
At Vincent Tan har frabedt sig rollen som dæmoniseret "James Bond-skurk" kan næppe overbevise det walisiske stampublikum om den malaysiske ejers gyldne hjerte og ædle intentioner.
I Fulham er bølgerne også gået højt, siden Shahid Khan i juli sidste år købte Fulham fra Mohamed Al Fayed.
Først fik den hollandske manager Martin Jol silkesnoren. Og den tidligere Brøndby-træner Rene Meulensteen nåede knap at tømme flyttekasse nummer tre, før han mærkede at spark i den nederste del af ryggen fra sin pakistansk fødte arbejdsgiver, som nu har hentet den militante tysker Felix Magath ind som feltmarskal i nedrykningsslaget.
Fulham er ikke alene om at være under udenlandsk ejerskab. Og på Stamford Bridge beklager man sig ikke over, at Roman Abramovichs rubel-imperium har gjort klubben til en af verdens førende klubber.
Der er mange måder at føre sig frem på. I Fulham har William Kvist allerede fået mundkurv på og kan ikke udtale sig om forhold i klubben. Hvilket er stærkt ironisk med tanke på, at den danske landsholdsspiller netop har fået en mediepris for sin kommunikation over de sociale medier. Nok om det.
Som klub var Fulham blandt de første, som mærkede de nye vinde blæse igennem engelsk fodbold.
Da Mohamed Al Fayed købte klubben i 1997 for en sjat på lige knap 50 mio. kr., lå Fulham i tredjebedste række. På under fem år steg Fulham til Premier League status og har været der siden.
Mohamed Fayed blev ramt af en personlig tragedie kort efter klub-overtagelsen, da han mistede sin førstefødte søn Dodi i en bilulykke i Paris, hvor også Prinsesse Diana omkom.
Den egyptiske fødte ejer af stormagasinet Harrod's fik på den konto masser af medfølelse. Når han luntede ind på grønsværen for at hilse tilskuerne med sit tørklæde, så de fleste en elskelig ældre rigmand med kronisk ondt i hjertet.
Det var ikke nødvendigvis hverken sandt eller lødigt, når Fayed afmægtigt rasede over, at både kongefamilien og den britiske efterretningstjeneste havde aktier i sønnen Dodis voldsomt medieovervågede død. Det var heller ikke efter bogen, at han indrømmede at have bestukket parlamentsmedlemmer. Men Fayed gjorde omvendt masser af skepsis til skamme ved ikke at udnytte det åbenlyse potentiale, der lå i at udstykke Craven Cottages yderst eftertragtede stadionanlæg til ejerboliger med udsigt over Themsen.
Tværtimod gav Fayed Fulham et rentefrit lån på 1,5 milliarder. Og ingen var i tvivl om, at den nu 81-årige egypter ville klubben det bedste. Det sikrede en stabilitet og konstans, andre klubber i en lignende situation har haft sværere ved at følge op på. Mohamed Fayed ville Fulham.
Hvorvidt det er tilfældet for Shahid Khan er mere tvivlsomt. Og under alle omstændigheder er William Kvist kommet til et fodbold-land, hvor markedskræfterne i disse år er større og stærkere end rodfæstede traditioner.
Selv for Mohamed Fayed kunne dømmekraften svigte mod slutningen af hans ejerskab. Som med statuen af Michael Jackson, der ikke vakte genklang selv hos de mest lydhøre fans på Craven Cottage.
- De kan gå ad helvede til. Hvis de ikke tror på ting, jeg tror på, kan de gå til Chelsea eller hvor som helst, skumlede Fayed i april 2011, da statuen af King of Pop blev afsløret.
I september sidste år besluttede Shahid Khan sig for at fjerne den upopulære Michael Jackson statue. Det var en god begyndelse og en rigtig beslutning for den 61-årige entreprenør. Måske den eneste, Khan har taget indtil videre.
