Den polske angriber Kamil Wilczek skal også i den kommende sæson være anfører for fodboldklubben Brøndby.

Det fortæller Brøndbys nye cheftræner, Niels Frederiksen, til klubbens hjemmeside. Her siger træneren ligeledes, at Kevin Mensah bliver viceanfører.

»Spillerrådet kommer til at bestå af fem spillere, og der har jeg indtil videre valgt fire af dem.«

»Den sidste plads gemmer jeg, til jeg ved, hvordan hele truppen ser ud. Jeg har været rigtig tilfreds med det job, Kamil Wilczek har gjort som anfører indtil nu. Så han fortsætter, mens Kevin Mensah bliver viceanfører.«

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Han er på en opadgående kurve spillemæssigt, men også i forhold til det at være leder har han vist store fremskridt,« siger Niels Frederiksen til hjemmesiden.

Hjörtur Hermannsson og Dominik Kaiser er de to andre navngivne spillere i spillerrådet.

Brøndbys sæson begynder allerede torsdag aften hjemme mod finske FC Inter Turku i Europa Leagues første kvalifikationsrunde. Kampen i Brøndby begynder klokken 19.

»Jeg synes, at forberedelsen har været god. Vi har fået trænet temmelig meget, og spillerne har trænet rigtig godt,« siger Niels Frederiksen.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Så det har været en kombination af at få lagt det sidste fysiske på spillerne, inden de mange og vigtige kampe begynder, men samtidig arbejde med de taktiske ting.«

»Og jeg synes, at vi er lykkedes med at skabe en rigtig fin balance,« siger Niels Frederiksen, der senest var dansk U21-landstræner.

Brøndby indleder sæsonen i Superligaen på søndag hjemme mod oprykkerne fra Silkeborg.

/ritzau/