Om ni dage er det præcist et år siden, at hele Danmark og resten af fodboldverdenen chokeret og skrækslagen så til, mens Christian Eriksen kæmpede for sit liv på grønsværen i Parken.
Den danske fodboldstjernes hjerte svigtede som bekendt under EM-åbningskampen mod Finland, og selv om han blev genoplivet og udskrevet fra hospitalet en uge senere, så tvivlede de fleste nok på, at man igen ville se ham tørne ud for fodboldlandsholdet.
Men torsdag aften sad han på Stade de France og storsmilte til journalisterne forud for fredagens Nations League-kamp mod Frankrig.
Et mirakel, konstaterede en fascineret fransk journalist. Og det var Eriksen enig i.
»Ja. Det første mirakel skete, da lægerne reddede mig inde på banen.«
»Efterfølgende har der været en masse snak med lægerne og en masse tjek på hospitalet,«
Der gik over et halvt år, før Eriksen, hvis kontrakt med Brentford løber ud lige straks, afslørede, at han ville vende tilbage til fodboldbanen.
»Den første tanke var selvfølgelig bare at komme tilbage til et normalt liv – at være far, at være kæreste, at være en familiemand.«
»Og i anden række handlede det om at komme tilbage til fodbolden. Heldigvis fandt lægerne ikke noget, der kunne forhindre mig i at være tilbage på banen – det har været en rejse,« slog Eriksen fast, inden han lod tankerne glide tilbage på karrierens vildeste år.
»Det er et år siden – det har været hårdt men også et dejligt år, hvor det lykkedes mig at komme tilbage.«