Christian Eriksen rygtes nærmest dagligt til Real Madrid, og nu har Tottenham angiveligt kig på danskerens afløser.

Tottenham ser endelig ud til at forberede sig på tiden efter Christian Eriksen, der efterhånden synes tabt for den kriseramte Champions League-finalist.

Og skal man tro den spanske sportsavis El Desmarque, er valget faldet på Real Madrids offensive kreatør Isco.

Det er ikke første gang, parterne sættes i forbindelse med hinanden, men nu skulle Tottenham angiveligt være 'favorit' til at købe den spanske landsholdsspiller.

Isco kan være på vej til Tottenham. (GABRIEL BOUYS / AFP)
Isco kan være på vej til Tottenham. (GABRIEL BOUYS / AFP) Foto: GABRIEL BOUYS
Vis mere

Isco er ikke én af cheftræner Zinedine Zidanes foretrukne på holdet i Madrid, og derfor kunne et skifte komme på tale.

Udsigten til at få Isco ind som erstatning for Christian Eriksen vil givetvis være en gulerod for Tottenham og formanden Daniel Levy i forsøget på at finde en løsning på den problematiske situation omkring Christan Eriksen.

Danskeren fortalte allerede i sommer, at han godt kunne se sig selv i en anden klub end Tottenham.

En manøvre, som formentlig var et forsøg på at presse Tottenham i forhandlingerne med interesserede klubber – dog uden held.

I denne sæson har Christian Eriksen foreløbig været en skygge af sig selv på Tottenhams midtbane, når han ellers han spillet.

Christian Eriksens nuværende kontrakt med Tottenham udløber til sommer, og derfor er han fri til at forhandle med andre klubber efter nytår.

Det er ikke kun Real Madrid, der skulle være interesseret i den danske landsholdspiller. Også tyske Bayern München nævnes som en mulighed.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Christian Eriksens agent Martin Schoots, men uden held.