Den tidligere Nottingham Forest-spiller Derrick Otim er gået bort. Han blev 24 år gammel.

Midtbanespilleren er druknet i Lake Keowee, der ligger i den amerikanske stat South Carolina, skriver engelske The Sun.

Otim blev født i den engelske by Nottingham, hvor han senere tørnede ud for Nottingham Forests akademi.

Det blev dog ikke til en karriere i den engelske klub, hvorfor den 24-årige englænder senere flyttede til USA, hvor han for nylig blev uddannet fra Xavier University i Cincinnati, Ohio, mens han også spillede for deres fodboldhold.

Efter nyheden om den tidligere akademispillers død kom frem, har både Nottingham Forest og tidligere holdkammerater taget afsked med Otim på Twitter.

Blandt andet skriver klubben, at 'klubben sender sine tanker til venner og familie i denne tragiske tid'.

Også tidligere holdkammerat og nuværende Nottingham Forest-forsvarer Matty Cash har sendt en sidste hilsen til Derrick Otim.

'Jeg kan ikke fatte, at jeg skriver det her. Sådan en god fyr, der altid gav folk omkring sig et smil på læberne,' skriver Cash.

Lake Keowee, som 24-årige Derrick Otim druknede i, blev i 2018 kaldt et af USAs mest dødelige vandområder i det lokale medie The State.

I samme artikel skrev mediet, at der gennem de sidste 25 år var druknet mindst 32 personer i søen.