Bare fordi han snart runder 36 år, er Kasper Schmeichel ikke begyndt at slække på sin træning. Det fastslår landstræneren.

Landsholdets stensikre førstemålmand, Kasper Schmeichel, er ikke vant til kritiske historier i pressen. Men efter sommerskiftet til sydfranske Nice er der pludselig dukket negative overskrifter frem.

Det lokale medie RMC Sport skriver blandt andet, at den blonde dansker flere gange er kommet for sent i sin nye klub – og at han er dukket op med for meget sul på sidebenene.

En kritik, som landsholdskeeperen efter torsdagens nederlag til Kroatien pure afviste.

»Jeg har spillet i 19 år, og hvis du ringer samtlige trænere op, kan de tale for min sag og fortælle, at jeg måske er det mest professionelle menneske, de kender. Så …,« sagde Kasper Schmeichel.

Foto: Darko Vojinovic
Vis mere

Og ved fredagens sene eftermiddagstræning i Helsingør fik den rutinerede målmand opbakning af landstræner Kasper Hjulmand, der mener, at Schmeichel stadig er topprofessionel.

»Mit indtryk af ham er det samme. Der er ingen forskel på Kasper Schmeichel før og nu. I har også interviewet ham og ved, hvor meget han går op i detaljer – så nej, der ingen forskel.«

»Der må stikke noget andet under de historier – som vi må finde ud af hvad er,« lød det fra Kasper Hjulmand.

Kommer det bag på dig, at der kan opstå sådan nogle historier?

»Ja. Men jeg har faktisk ikke læst, hvad de skriver. Jeg kan ikke kommentere på noget, jeg ikke har læst. Men bare fordi det står i aviserne, er det ikke sikkert, det er forkert, haha. Lad os se på det.«

Kasper Hjulmand, Kasper Schmeichel og resten af det danske landshold skal søndag aften i aktion for sidste gang i Nations League-gruppespillet, når verdensmestrene fra Frankrig venter i Parken.

Det er samtidig sidste landskamp, inden det går løs ved VM i Qatar til november.