Et drømmeskifte til den engelske Premier League er rykket et skridt nærmere for Christian Eriksen. Den danske landsholdsspiller har nu fået tilladelse til at rejse til London for at tale med Tottenham.

Christian Eriksen kan blive en del af André Villas-Boas' plan om at erobre en plads i næste års Champions League.

Tottenham har budt otte millioner euro for den danske midtbanedirigent, hvilket er noget lavere end de 15 millioner, Ajax ønsker. Alligevel giver Marc Overmars, sportsdirektør i Ajax, nu Christian Eriksen lov til at forhandle med Tottenham, mens de to klubber bliver enige om en overgangssum.

- Jeg kan ikke bekræfte, at vi har nået en aftale. Det er kun en aftale, når alle papirer er skrevet under, siger Marc Overmars til De Telegraaf.

- Eriksen tager nu over og taler med Tottenham. Skulle han rejse, vil vi ikke være glade. Trænerstaben mener, at han er afgørende og ville være endnu bedre i år. I den henseende ville vi hellere se ham forlade os om et år, siger Marc Overmars.