Kasper Dolberg scorede to gange, da Nice vandt 2-1 hjemme mod Lyon i den franske liga.

Kasper Dolberg blev helten i Nice søndag eftermiddag.

Den danske landsholdsangriber fandt to gange vej til netmaskerne og sikrede Nice sejren på 2-1 på hjemmebane over Lyon i den franske liga.

Resultatet betyder, at Nice spiller sig op på samme antal point som Lyon i tabellen efter 22 kampe. En dårligere målscore betyder dog, at Dolberg og co. ligger på ottendepladsen, mens Lyon er sekser.

Joachim Andersen og Riza Durmisi sad hele kampen på henholdsvis Lyons og Nices bænk.

Her kunne de efter godt en halv times spil se den danske angriber sætte kampens første mål i kassen.

Et skud udefra blev blokeret af Ciprian Tatarusanu i Lyon-målet, og så var Dolberg klar på returen, som han sikkert sendte i nettet.

Lyons Kari Toko Ekambi fik udlignet kort før pausefløjtet efter en første halvleg, der også bød på to røde kort.

Efter 22 minutters spil så Lyons Fernando Marcal rødt, da han som bageste mand måtte trække i nødbremsen, efter at Hichem Boudaoui løb forbi og direkte mod mål.

Dybt inde i første halvlegs tillægstid fik dommeren igen travlt med at uddele kort.

Lyons Marcelo lavede en grim tackling på Alexis Claude Maurice, og det fik begge spillere til efterfølgende at puffe til hinanden. Også Nices Adam Ounas blandede sig i tumulten, og så fik alle tre gult kort for usportslig opførsel.

Desværre for Nice var det Ounas' andet gule kort, og algerieren måtte gå tidligt i bad.

20 minutter inde i anden halvleg var Dolberg igen på pletten.

Et flot indlæg fra højrekanten fra Boudaoui fandt danskeren, der hårdt presset fik sat foden på bolden, der gik i mål.

Tre minutter før tid kunne Dolberg så holde fyraften og lade sig hylde på vej ud til udskiftningsbænken, hvorfra han kunne se sit hold køre sejren i hus.

/ritzau/