Watford fik sæsonens andet point, da det lykkedes at vende 0-2 til 2-2 mod Arsenal i Premier League.

Arsenal var foran 2-0, men endte alligevel med at spille uafgjort med Premier Leagues bundprop, Watford, da de to hold søndag mødte hinanden på sidstnævntes hjemmebane.

På en kæmpe Arsenal-fejl og et straffespark fik Watford i anden halvleg vendt 0-2 til 2-2 og sikret sig sæsonens andet point.

Arsenal har nu otte point efter fem kampe på tabellens syvendeplads og har ikke vundet i de seneste tre opgør.

Watford havde flest afslutninger på mål i første halvleg, men symptomatisk for deres placering i tabellen, så var det i stedet Arsenal, der kunne gå til pause foran 2-0.

Pierre-Emerick Aubameyang åbnede scoringen efter cirka 20 minutter. Gaboneseren modtog bolden med ryggen til mål i feltet, vendte sig og sparkede den køligt i kassen.

Ti minutter senere scorede Augameyang igen, da han knaldede bolden i et næsten tomt mål efter en tværaflevering i feltet af Ainsley Maitland-Niles.

Watford kom godt ud til anden halvleg, men måtte have hjælp til at få gang i målscoringen. Arsenal-forsvareren Sokratis skulle spille bolden ud af eget felt, men Gerard Deulofeu opsnappede grækerens svage aflevering.

Bolden endte ved Tom Cleverleys fødder, og den tidligere Manchester United-spiller kvitterede ved at udligne til 1-2.

Generelt var Watford klart bedst i kampens sidste halvdel, og med cirka ti minutter tilbage af den ordinære spilletid udlignede Roberto Pereyra på et straffespark, som David Luiz kort forinden på ganske klodset vis havde begået.

Hjemmeholdet var ikke færdig med at presse på foran Arsenals mål, men Pereyras udligning blev kampens sidste scoring.

Tidligere søndag vandt Philip Billing og Bournemouth med 3-1 over Everton. Danskeren spillede hele kampen for Bournemouth, der nu har syv point efter fem kampe på Premier Leagues ottendeplads.

Jonas Lössl var ude med en skade for Everton og var ikke i kamptruppen.

/ritzau/