PSG og Istanbul Basaksehirs kamp tirsdag i Champions League bliver først spillet færdig onsdag.

Paris Saint-Germain og Istanbul Basaksehir vender ikke tilbage til grønsværen i den franske hovedstad tirsdag, efter at begge hold forlod banen kort inde i aftenens Champions League-opgør.

Kampen vil blive spillet færdig onsdag, oplyser den tyrkiske klub ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge flere medier startes kampen op fra 14. spilminut klokken 18.55 med et nyt sæt dommere.

Spillerne fra både PSG og Istanbul forlod banen, efter en episode hvor Istanbul-assistenttræner Pierre Webó blev udvist på sidelinjen, og kampens fjerdedommer angiveligt ytrede racistiske bemærkninger.

– Vores assistenttræner Pierre Webó er blevet udvist med en racistisk bemærkning af kampens fjerdedommer, skrev Istanbul efterfølgende på Twitter og lagde et billede op med teksten »No To Racism« (Nej til racisme, red.).

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) meddelte senere, at kampen ville blive genoptaget med en ny fjerdedommer, men det skete altså aldrig tirsdag.

I samme forbindelse sagde Uefa, at forbundet vil undersøge sagen og melde yderligere ud, »når tiden er moden«.

Selvom PSG ikke fik spillet færdig, så blev klubben alligevel klar til Champions Leagues knockoutrunder tirsdag aften. Det skete, da Manchester United tabte til RB Leipzig i den anden kamp i gruppen.

Oplev hele dramaet og se højdepunkter fra kampene i livebloggen herunder.

/ritzau/