Dyster, ubehagelig og ikke til at slippe igen. Sådan beskriver man nok bedst DR's nye dramaserie 'Fred til lands'.

Og sådan beskriver man også bedst den følelse, skuespiller Lene Maria Christensen havde, da hun efter otte måneder skulle ud af rollen som bodegaejeren Bibi igen.

»Kroppen ved jo ikke, at man spiller en rolle,« siger hun, da B.T. møder hende ved pressemødet på serien, der består af otte afsnit.

Hun spiller en kvinde, der har levet et langt liv med utallige afvisninger og uforløste behov. Et menneske, man får lyst til at ruske i og sige: 'Tag dig nu sammen.'

Skuespiller Lene Maria Christensen ved pressemødet på serien 'Fred til lands' i DR Koncerthuset i København, mandag den 23. september 2019.
Skuespiller Lene Maria Christensen ved pressemødet på serien 'Fred til lands' i DR Koncerthuset i København, mandag den 23. september 2019. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det var en udfordring for hende. Faktisk var hun nødt til at søge råd hos en psykolog, der kunne hjælpe hende med at forstå de mønstre, der er karakteristiske for Bibi. Det er nemlig meget langt fra, hvem hun selv er. Selv er hun en retfærdighedsspejder, fortæller hun.

»Jeg er en helt anden kvinde end Bibi. Hvis jeg er i tvivl om noget, ringer jeg jo til en veninde eller et familiemedlem for at søge råd. Det gør hun ikke,« siger den 47-årige skuespiller.

Men hun fandt Bibi et sted inde i sig selv, og det viste sig at blive en lang og intens rejse.

»Det tager tid for kroppen at forstå, at der faktisk ikke er fare på færde i virkeligheden,« fortæller hun og fortsætter:

Lene Maria Christensen i rollen som Bibi.
Lene Maria Christensen i rollen som Bibi. Foto: Tine Harden
Vis mere

»Når man spiller sådan en intens rolle, bruger man hele sit system på at fortælle den her karakters historie.«

Da hun kom hjem fra den lille provinsby Ebberup i Assens Kommune på Fyn, hvor serien er optaget, var hun træt.

»Jeg havde en virkelig træt krop, for hele muskelsættet er med til at fortælle den her historie. Det er en vild oplevelse,« afslutter hun.

'Fred til lands' har premiere kl. 20 på DR 1 og DR's streamingtjeneste den 6. oktober i år og strækker sig over otte afsnit.