I sidste måned kom sæson 4 af Netflix-serien 'The Crown' om dronning Elizabeth II og det britiske kongehus. Den er nu nået til 1980'erne, hvor Margaret Thatcher var premierminister, og Diana var prinsesse af Wales. Det er verdens hidtil dyreste tv-serie. Der ser ikke ud til at være sparet på noget, hverken kostumer, kulisser eller på skuespillere. Serien har fået tildelt mange fornemme priser – og med god grund, for der er tale om skuespilkunst og drama af meget høj kvalitet.
Fra faghistorisk side har der imidlertid lydt kritik af, at den ikke i ét og alt er i overensstemmelse med virkeligheden, men at der er blevet taget betydelige friheder. Argumenterne har lydt: 'Sådan var det slet ikke i virkeligheden', 'Det ved vi slet ikke noget om' eller 'Det her er opdigtet'.
Særlig ved den nye sæson, der behandler forhold og begivenheder, som er forholdsvis tæt på i tid, har denne kritik været udbredt.
Kritikerne har givetvis ret i deres påpegninger. Men for at yde serien fuld retfærdighed må man gøre sig klart, hvad dens form eller genre er: Der er tale om drama, om fiktion, som ganske vist er stærkt inspireret af virkelige personer og begivenheder.
Den er netop ikke et dokumentarprogram, men en dramaserie, der fortæller om udviklingen i det britiske kongehus og hos de personer, der udgør det, set i lyset af samfundsudviklingen i Storbritannien (om end primært set fra overklassens og den politiske elites synsvinkel) i løbet af Elizabeth II's lange regeringstid.
Hvis enhver detalje skulle have været dokumenterbar historisk korrekt, hvis der ikke måtte indlægges fiktive elementer, hvis der ikke en gang imellem havde måttet flyttes på tidsrækkefølgen, ja, så ville serien ikke have kunnet fungere som et sammenhængende drama. Og det er netop, fordi den er et sådant drama, at serien er blevet så stor en succes.
En dansk parallel var DR's serie om kong Frederik IX 2019/2020. Den var drama med skuespillere, men den var tillige en dokumentar, idet den også rummede interview med bl.a. dronning Margrethe, der fortalte om sin far. Det gav på den ene side en stor mængde inside information, som man ikke ville have kunnet læse sig til selv nogetsteds.
Men på den anden side satte Dronningens medvirken også grænser for, hvor kritisk serien kunne gå til værks. Så den var altså hverken drama eller dokumentar, men en blanding: doku-drama eller drama-dok og blev derfor end ikke efter danske forhold nogen succes a la 'The Crown'.
Den britiske kulturminister har for nylig forlangt, at Netflix skal advare om, at der i serien forekommer usandheder, for ellers vil mange især unge mennesker se serien og tro, at den i ét og alt fortæller, hvordan det virkelig var. Det har han sikkert ret i, på samme måde som mange, der har set Oliver Stones film 'JFK', er overbeviste om, at de nu ved, hvem der stod bag Kennedy-mordet.
Men man kan ikke forhindre nogen i at lave historiske dramaer, eller at nogen ser dem og tror, at de viser den faktuelle virkelighed. Men frem for at påpege store og små fejl og mangler ville det måske være mere frugtbart at spørge: Hvad er det for en fortælling om dronning Elizabeth, det britiske kongehus og samfundsudviklingen i løbet af dronningens regeringstid, som serien præsenterer? Og kan det forklare, hvorfor der undervejs er blevet ændret eller digtet på forholdene og begivenhederne?
