Der har været en gedigen udskiftning i topledelse hos produktionsselskabet Blu, efter to chefer i den øverste ledelse sidste uge blev fyret.

B.T. kunne tidligere afsløre, at der var tale om administrerende direktør Anne Brostrøm og produktionschef Anette Rosbach.

De to chefer blev i første omgang hjemsendt grundet interne klager, men sidste uge meldte produktionsselskabet ud, at de to var fratrådt.

Nu har Blu valgt, at det bliver programchef Katrine Herforth, der har overtaget som administrerende direktør.

Det skriver Mediawatch, der har fået bekræftet skiftet gennem en registrering i virksomhedsregistret.

De to tidligere chefer er også fjernet på oversigten over ledelsen på Blus hjemmeside.

Kommunikationschef Yvonne Thomsen har ikke ønsket at fortælle, hvilke fratrædelsesaftaler der er lavet med de to tidligere chefer.

»Parterne har afsluttet uenigheden mellem dem i mindelighed. Parterne har således afsluttet samarbejdet ved gensidig aftale. Af hensyn til de involverede parter ønsker vi ikke at uddybe sagen yderligere,« lød det.

Anne Brostrøm og Anette Rosbach blev hjemsendt efter klager om arbejdsmiljøet i produktionsselskabet.

B.T. har gentagne gange, gennem flere dage, forsøgt at få en kommentar fra både Anne Brostrøm og Annette Rosbach til, hvorfor de blev hjemsendt, men de svarer hverken på opkald eller sms’er.