Så er den nye James Bond skurk blevet offentliggjort, og endnu en gang er det en dansker, der skal stå for at gøre livet surt for agent 007.

David Dencik bliver den fjerde i rækken af danske Bond-skurke, som også tæller Mads Mikkelsen, Jesper Christensen og Ulrich Thomsen.

Det blev i dag den 25. april offentliggjort på GoldenEye, Jamaica, netop det sted, hvor Ian Fleming skabte James Bond-karakteren i 1952.

Her introducerede instruktøren Cary Joji Fukunaga de medvirkende, hvoriblandt David Dencik var et af de nye ansigter, der blevet føjet til holdet i den 25. James Bond-film.

David Dencik.
David Dencik. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Men det er faktisk ikke første gang, at David Dencik skal spille sammen med Daniel Craig.

De var begge med i filmen 'The Girl with the Dragon Tattoo', som var den amerikanske udgave af Stig Larsons 'Mænd der hader kvinder'.

Og David Dencik er da også velbevandret som skuespiller. Han har været med i et hav af film og serier, både i Danmark og i udlandet.

Han spillede blandt andet med i DR's populære dramaserie 'Bedrag', hvor han var den ene del af tvillingeparret Amanda og Simon Absalonsen, der styrede Absalon Bank.

Han havde også en rolle i Steven Spielbergs 'War Horse' sammen med blandt andre Benedict Cumberbatch og Tom Hiddleston, der lige for tiden er aktuelle i Marvels filmunivers.

David Dencik er født i Sverige af svenske forældre, men har boet hele sit liv i Danmark med sine forældre, og i 1999 kom han på teaterskolen i Stockholm.

Han er desuden uddannet instruktør i den brasilianske kampsport capoeira og har arbejdet i Vridsløselille Statsfængsel, har han tidligere fortalt til Euroman.

Filmen går lige nu under arbejdstitlen 'Bond 25' og vil begynde indspilningerne den 28. april. Den vil ifølge tidsplanen få premiere den 3. april 2020.