Seere til 'Vild med dans' var vidne til, at det gik helt galt bag dommerbordet, da Britt Bendixen skulle give karakter til vært Sara Bro og dansepartner Morten Kjeldgaard.

Dommeren kunne ikke finde sit pointskilt, som hun havde tænkt, der skulle stå syv på.

Derfor rakte hun ud efter sin meddommer, Nikolaj Hübbes, skilt. Det kunne hun dog slet ikke bruge. Han ville nemlig give parret et sekstal.

»Det var ren panik, ikke. Men det er, hvad der sker, og det er ikke noget, jeg kommer til at græde mig i søvn over,« siger 78-årige Britt Bendixen.

Efter episoden med det stjålne pointskilt måtte Britt bendixen støtte sig til sin meddommer. Det var dog bare en spøg, forsikrer hun.
Efter episoden med det stjålne pointskilt måtte Britt bendixen støtte sig til sin meddommer. Det var dog bare en spøg, forsikrer hun. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Hun havde fortalt ude i producerrummet, hvad hun ville give parret. Så dommeren understreger, at selvom hun havde fuldført sin mission med at holde meddommerens lånte skilt op, så var det ikke endt med, at hun havde givet radiovært Sara Bro en anden karakter i sidste ende.

Britt Bendixen siger, at hun helt enkelt ikke lige havde husket at tage fat i sit eget skilt, da det var hendes tur.

»Jeg havde jo glemt at få fat i det,« siger den erfarne dommer efter fredagens show er overstået.

»Når man er 78, så kan man godt være lidt langsom med at komme ned og få det hentet,« slår hun fast overfor de fremmødte journalister.

Efterfølgende prøvede Britt Bendixen at komme med en lille joke, da næste par skulle bedømmes. Her sagde hun, at hun var helt nervøs efter sin fejl, og derfor måtte hun støtte sig til meddommer Anne Laxholm.

»Det var en morsomhed. Det gør mig ikke nervøs, sådan noget. Jeg ved godt, hvad jeg siger, og jeg ved godt, hvad jeg gør. Så det var lidt for sjov,« lyder det  fra dommeren.

Dansedommeren slutter derefter af med en lille bøn til publikum og presse.

»Jeg håber både I og publikum vil bære over med min lille fadæse.«