Tror du, at en fiktionsfilm kan være skyld i mord og terror? Det mener Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, efter han har set Ulaa Salims nye film 'Danmarks sønner'.

'Livsfarlig propaganda' betegner Alex Ahrendtsen filmen, som han ikke mener er et kunstværk, men politisk propaganda.

I sin hidtil første anmeldelse, som man kan læse i Berlingske, kritiserer Dansk Folkepartis kulturordfører instruktøren af biograffilmen 'Danmarks sønner' for at manipulere svage sjæle:

»Det er så tykt, hvad hans hensigt er. Filmens slutning kan føre til, at en svag sjæl kunne lade sig påvirke af den her film og gå hen og handle derefter,« siger Alex Ahrendtsen til B.T.

Alex Ahrendtsen (DF).
Alex Ahrendtsen (DF). Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Han mener, at filmen nærmere er et politisk indlæg eller en kronik, som har til formål at ophede debatten, end den et kunstværk.

(SPOILER ALERT!!!)

Filmen handler om et terrorangreb på Nørreport, som udløser en kædereaktion af vold, racisme og et nazi-lignende parti, der kommer til magten og ender med et attentat på den højreekstremistiske partileder, da han bliver statsminister.

Selvom filmen skal udstille et frygtscenarie - en sandsynlig fremtid, hvis ikke der bliver gjort noget - så synes Alex Ahrendtsen ikke, at filmen har noget som helst med virkeligheden at gøre.

»Jeg synes ikke, filmen er troværdig. Der er næsten ingen nazister i Danmark, og jeg ser ikke nogen ekstreme partier i Danmark. Tværtimod, så ser jeg ekstreme islamistiske i Danmark,« siger han og afslutter:

»Det politiske system bliver fortegnet, og det samme gør de muslimske minoriteter og højrefløjen. Filmens slutning er en advarsel om, at det kommer til at ske i Danmark, hvis ikke man gør noget.«

De voldsomme påstande fra Ahrendtsen har ikke noget hold på sig, mener Ulaa Salim, og han afviser kritikken:

'Alex Ahrendtsen må selvfølgelig mene, hvad han vil om filmen. Det har jeg det sådan set fint med. Men jeg synes ikke, han skal diktere en fiktionsfilms indhold. Dér bryder han med grundlæggende demokratiske værdier og den kunsteriske frihed,' skriver han i en sms til B.T.

Han mener, at Alex Ahrendtsen har misforstået selve filmens budskab, som handler om tonen i debatten, når det kommer til indvandrere og danskere med anden etnisk herkomst.

»Det er ikke en 1-til-1-fortælling, hvor det, karaktererne gør, er lig med det, filmen står for. Dette er en film om det ekstreme uanset fortegn og viser derfor netop de ekstreme. Men den har et anti-ekstremt budskab.«