Kendt læge og børnebogsforfatter er forfærdet over aldersgrænsen til "Klovn the Movie" og kalder filmen for porno. - Det er en pornofilm. Filmen er al for stærk kost for børn. Aldersgrænsen på 11 år er dybt forkastelig, siger Vibeke Manniche til Ekstra Bladet.

Vibeke Manniche har blandt andet skrevet bøgerne "Alt om barnet" og "Sunde børn".

I "Klovn The Movie" er der masser af nøgen hud og scener, som mange vil mene overskrider grænserne for, hvad man kan vise børn. Se selv billederne fra filmen her og vurdér.

Blandt andet ser man i filmen, at Frank Hvam stikker fingeren op i numsen på en kvinde, Casper Christensen har sex med en mand og så gør mændene desuden grin med en lille drengs tissemand.

På trods af scener som disse satte Medierådet altså aldersgrænsen til 11 år. Ifølge Vibeke Manniche er det al for ung en grænse.

- Børn på 11 år kan ikke skelne mellem virkelighed og fiktion. Filmen er så satirisk, at den bliver endnu sværere at gennemskue for et barn. Det kan være med til at ændre børns opfattelse af deres seksualitet, og hvad der er "almindeligt", siger Vibeke Manniche.

Filmens producer Louise Vesth siger til Ekstra Bladet, at hun ikke forbinder filmen med pornografi. Hun vil ikke forholde sig til aldersgrænsen på 11 år, men henviser til Medierådets udtalelser.