Søndag klokken 10 genoptages de efterhånden langstrakte offentlige overenskomstforhandlinger i Forligsinstitutionen.

Allerede lidt over klokken 9 indfaldt kommunernes chefforhandler, Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler (K) foran Forligsinstitutuonen i det indre København.

Spørgsmålet, der er på alles læber - nemlig 'Kommer der ikke snart en aftale?' - har han ikke noget klart svar på.

»Man skulle tro, vi snart ikke kan bruge mere tid. Men ting tager tid i Forligsinstitutionen. Der er meget procestid, og der går meget tid med at skrive og med at vente,« fortalte Michael Ziegler til den fremmødte presse.

Parterne forhandler både om statens, kommunernes og regionernes overenskomster, og det vil ifølge Michael Ziegler være en fordel, hvis man kan indgå en af aftalerne. Det vil nemlig betyde, at noget af den kan bruges på de to andre områder. Spørgsmålet om lærernes arbejdstid er fortsat centralt - og den forsigtige optimisme, man kunne spore, da parterne gik hjem klokken 5 i morges, er stadig intakt.

»Helt overordnet set er der vilje på begge sider til at se, om man kan finde en vej. Det vil være rigtig godt, hvis man kan nå til en aftale for lærerne, så det ikke bliver ved med at være et sprængfarligt tema både her i forhandlingerne og i hverdagen,« sagde Michael Ziegler.